Hold
kæft, hvor hun snakker, hende Lulu, for nu at blive i hendes eget
toneleje. Ursula Andkjær Olsen lægger stærkt ud i sin seneste
digtsamling, ”Lulus sange og taler”, med rablende associationer, der
er medrivende og skægge og straks kontakter éns eget private
fjollehoved, der også går og siger sådan noget pjat. Som jo slet ikke
er noget pjat:
PLATIST RACIST BIZAR KAMEL PANEL SLAPAF
HURRA
TAKTIK BESKIDT
MITLIV SPILOP AGURK PLADASK GOKGOK LOGIK
GAKGAK
GÅVÆK LAVÆR ATPIV DINNAR HALLO MUSIK
MYSTIK MAGI
Jeg
ville blive fuldstændig vanvittig, hvis jeg skulle følges et længere
stykke vej med denne rabler, der repræsenterer vores universelle indre
pjattebarn, men på tryk er det en sand nydelse. Lulu kan meget mere end
det, hun er også smadderbelæst og taler i tunger, helst på tysk, men
det er jo også et godt sprog at pjatte alvorligt på.
Heldigvis
skal vi ikke tage hendes seriøse små essays alvorligt (eller skal
vi?), hvor (Salomé) tager ordet for dybsindige analyser af f.eks.
forførelsens væsen.
Og
så kommer der rene og fine små digte, serveret på fad og lige til at
spise:
Der sidder en hvid due
i vinduet overfor og nikker
bag ruden i takt med mig til vinduets
bølger, måske er det bare
en vase, hvad ved jeg
i skumringen
Og
gode undskyldninger for søde, syndige handlinger anvises:
At tale i tunger vil sige at kysse
sproget som sådan. Kysse.
Og for hvis skyld hvis ikke for sprogets?
Det
er en stor lille bog og det kan nok være, at Ursula Andkjær Olsen er
en dannet dame. Det må hun jo tage pis på. Så vi får både i pose og
potte. Knaldgod lyrik!
Henning Prins
Ursula
Andkjær Olsen: Lulus sange og taler. 68 s. 150,- kr. Gyldendal
