BRYLLUPPET I KANA

                                                Jesu bryllup eller den hellige treenighed genindsat 
                                                                               
16.5.2006

 

 

 

   

Jesus og Maria Magdalena? Kirken siger, at denne umiskendelige kvindeskikkelse er apostlen Johannes. Se, hvordan de spejler hinanden i en hjerteform. Og kvinden er tydeligt bedrøvet, hun skal snart miste sin mand.  Nadveren af Leonardo da Vinci (1495-97)

                                                    

DAN BROWNS hæsblæsende thriller ”Da Vinci Mysteriet”, (udkommet på dansk 2003), har gået sin sejrsgang verden over og har udviklet sig fra at være et stykke underholdning til at være anledning til et begyndende opgør med den katolske kirkes kvindefjendske teologi og mandecentrerede verdensbillede. Den tager afsæt i Leonardo da Vincis billede ”Nadveren”, hvor Maria Magdalena sidder lige ved siden af Jesus. Kirken kalder hende for apostelen Johannes! Men det er helt klart et billede af en kvinde, hvor feminin end den kæreste af Jesu apostle må have taget sig ud.

Men Browns hovedpointe, nemlig at Jesus var gift og havde børn, og at myten om den hellige gral henviser til dette forhold, er skam ikke nogen ny tanke. Tværtimod var tanken omkring 14-1500-tallet kendt i en esoterisk kreds af kættere, ikke mindst udbredt blandt korsriddere og kunstnere. Sandsynligvis også da Vinci. De hævdede, at Jesus slet ikke var en simpel mand af folket, men tværtimod, som der også står hos både Mattæus og Lukas, af kongelig jødisk oprindelse, nemlig en ætling af Kong David. Derfor, hævdede de, foretrak han ikke, som man skulle tro, når man læser evangelierne, at tilbringe sin tid sammen med en drengebande af apostle, men levede et normalt mandsliv med kone og børn. Desuden hævdedes det, at hans familie slog sig ned i Spanien, hvor de som kongelige nød stor gunst. Det var ikke noget, kirken så med velvilje på, af grunde, der, blandt mange andre, sandsynligvis har deres oprindelse i, at Paulus måske levede i et homoseksuelt parforhold med sin sekretær, evangelisten og lægen Lukas, og hvis manglende respekt for kvinder jo fremgår af hans breve. Lukas, hvis evangelium sandsynligvis er lavet på bestilling, et stykke ”spindoktori”, der skulle passe til en kirke, der var på vej til at frigøre sig fra jødedommen for at blive international, er langt fra at være en øjenvidneberetning.

I det hele taget er der belæg for at se kirken og dens klostre som ikke alene et refugium for mennesker, der faldt uden for hvad der ansås for normalt, men faktisk også en magtbase for homoseksuelt prægede broderskaber, der ønskede at holde kvindelig indflydelse nede på et minimum. Det er næppe noget tilfælde, at de protestantiske bevægelser har deres udspring i de nederlandske provinser og Nordtyskland. Munken Luther og flere med ham ville leve et liv i pagt med (menneske)naturen, altså et normalt familieliv og ikke mures inde i en religiøs kaserne.

Og derfor var det umuligt for mange kristne at forestille sig, at Jesus skulle have levet i cølibat. Det er der da heller ikke det mindste belæg for i de evangelier, synoden i Nicaea 325 udvalgte til at være de repræsentative for kirken. Faktisk kommer de ikke nærmere ind på dette centrale område af menneskelivet, man ellers altid har forsøgt at kontrollere. Derfor har der hele tiden været sekter og hemmelige loger, der har talt om Jesus og hans familie, og som har regnet Maria Magdalenes evangelium med til de hellige skrifter. I dette evangelium siges det at Jesus kendte hende bedre og elskede hende mere end sine (andre) disciple.

Hvad der i denne forbindelse betyder noget er den modstand mod den kønsfjendske katolske kirke, som kommer til udtryk i den store interesse for Dan Browns litterært set ikke særligt givende roman. For nu er tålmodigheden med Paulus tanker om cølibatet som ”rent” ved at være sluppet op, ikke mindst på baggrund af de skandaler, der er dukket op om præsters misbrug af de børn, der har været i deres varetægt.

Men især fordi den mærkelige konstruktion far, søn og helligånd jo ikke har nogen basis i den menneskelige selvforståelse som socialt væsen. De sande guder er og har altid været kvinde, mand og barn (børn). Bestem selv rækkefølgen. Og nu har en bestseller sat tingene i skred. For kom nu ikke og fortæl, at Dan Brown  er i stand til at overbevise nogen med en troværdig argumentation, endsige dokumentation. Det er et godt plot, spundet over mange hundrede års spekulationer, men det er ikke den historiske troværdighed, bogen lever højt på. Nej, budskabet er, at guderne er et par, der får børn! Det er det, menneskene vil have og ikke nogle misantropiske asketer, der dyrker den golde spekulation og kødets spægelse. For det er i sig selv en perversion og fører til perversiteter. 

Og netop i de nederlandske provinser var denne esoteriske lære om Jesus som en faktisk tronprætendent og gift mand særligt udbredt, som utallige såkaldte lærebilleder viser. (Et lærebillede er karakteristisk ved, at der som regel enten i baggrunden eller forgrunden står et par iagttagende skikkel­ser og kigger på det skildrede optrin. Gerne to mænd, der ser ind ad et vindue. Ofte bærer et sådant billede en skjult betydning, noget, man ikke kunne sige frit.)

Denne antagelse bekræftes jo også derved, at Mattæus-evangeliets allerførste side åbner med Jesu stamtavle, der beviser hans kongelige byrd som direkte ætling af kong David og dermed en tronprætendent, den ”messias”, det gamle testamente hele tiden talte om, og som skulle genindsætte Israel i dets gamle stor­hed som på Salomons og Davids tid.

”Og du Betlehem i Judas land, du er ingenlunde den mindste blandt Judas herskere; thi af dig skal udgå en hersker, som skal være en hyrde for mit folk Israel!” står der endvidere. At bortforklare disse ord er ikke nemt, det bliver nogle meget luftige fortolkninger, hvis Juda Rige skal oversættes til Himmerige. Det er helt klart en politiker, altså konge, der tales om. Og det er ikke i en anden dimension, han skal herske.                        

FOR NOGLE ÅR siden gjorde en bekendt mig opmærksom på en tolkning af et sådant lærebillede af Brylluppet i Kana. Det er Aage Henriksen, der i sin bog ”Den rejsende. Otte kapitler om Baggesen og hans tid”, gennemgår et maleri af den ne­derlandske kunstner Gerard David (1460-1525). En maler, hvis værker bør ses nøjere efter i sømmene, i det jeg er over­bevist om at han netop tilhørte de førreformatoriske sekter, der ikke troede på den ubesmittede undfangelse og cølibatet, tværtimod. Det er i kapitlet ”Den himmelske Venus” side 88-92. I teksten gør Aage Henriksen rede for den esoteriske be­tydning, motivet fik for senere europæi­ske kunstnere efter reformationen. Det 16. århundrede er de hemmelige sam­funds århundrede, en tid med frimurere og alskens loger. Scenen i Davids maleri (se billedet), er ikke i overénsstemmelse med evangeliets originale tekst. For eksempel er disciplene ikke til stede, derimod en række mytiske skikkelser. Hele billedet er altså et ”lærebillede”, hvilket ses af tilskuerne uden for vinduet.  

 

   


 

                                     

 

 

 

Brylluppet i Kana af Gerard David. Læg mærke til de to tilskuere i baggrunden

Aage Henriksen viser os i sin tolkning af billedets personer, at både lysets og mørkets magter er til stede ved dette tilsyneladende ganske almindelige bryllup mellem to unge men­nesker. Mange øjne er rettet mod brudgommen, der knæler i billedets forgrund med løftet kalk. Køgemesteren, der står næst, er tydeligt forbavset over vinens gode kvalitet. Et andet øjenpar tilhører den unge kvinde, der sidder ved Jesu højre side; hun er festligt og lyst klædt og som den eneste bærer hun et diadem. Hende tolker Aage Henriksen som Sophia, klogskabens gudinde, men også den jomfruelige kvindes idealitét. (Vi kender fra Michelangelos store fresker i det sixtinske kapel billedet af Sophia, der sidder i ly i Vorherres kappe).

Til stede er også en ældre kvinde, der sidder til højre for bruden. Mon ikke det er en troldkvinde? I hånden holder hun, hvad man kunne tro var en blomme. El­ler måske en te­stikel? Denne viser hun med et sigende blik til manden med det skarptskårne ansigt, der næsten forsvinder i mørket på billedets højre side. Der hersker helt klart en afventende spænding i billedet, som om alle de tilstedeværende venter på, at noget skal ske.

Jeg skal ikke hér komme videre ind på Aage Henriksens konklusioner på den lære, billedet vil udtrykke, han mener, at det er en beretningom spændingen mellem den åndelighed, der forsager det jordiske, med den pinefulde lyst, det kan indebære, og så det sundere jordnære liv. Den slags problemstillinger kender vi fra andre logebrødre, tænk på Mozarts ”Tryllefløjten” med libretto af Schikaneder.

 

   

                                                                             

                                                                  Jesu hår løber ubrudt over i Maria Magdalenas  


 

   

Billedet kan altså tolkes som et krisepunkt i Jesu liv. For det, vi oplever, er jo det mirakel, at han gør vand til vin. Og der er noget ”usømmeligt” ved at Guds søn nedlader sig til den slags hokuspokus. Så derfor mener Henriksen måske, at det er de ”onde” magter, heksen og mageren, der spændt venter på, at Jesus overtræder en grænse, der på en måde frisætter magien. For det kan jo være svært at bebrejde andre, at de laver hokuspokus, når Jesus selv gør det. Det kan så være det, maleren David prøver at gøre os opmærksom på.

Imidlertid tror jeg som allerede sagt, at billedet bærer på et helt andet budskab. På overfladen er det et ganske almindeligt bryllup mellem en ordinær jødisk ung pige og mand. Men er det nu også dem, der bliver gift?

Er det virkelig Sophia, der sidder ved siden af Jesus med sin brudekrone? Måske bærer billedet på et dobbelt budskab, så det viser én side frem for den uindviede og en anden for den, der kan modtage budskabet. Aage Henriksen gør opmærk­som på, at Jesu hår strømmer i en ubrudt linie ned i den unge kvindes hår. Det kan tolkes som at de har fælles rod i det kristne. Men det kan også tolkes som noget helt andet.

Hvis man tænker nærmere over Johannesevangeliets tekst om brylluppet i Kana, så forekommer der kun få replikker i den. Maria, Jesu moder, siger til Jesus: ”De har ikke mere vin!” Nå, det er bare ærgerligt; hen til døgneren og tanke op. Men Jesus bliver vred og svarer: ”Kvinde! Lad mig i fred. Min time er endnu ikke kommet!” Denne afvisning anfægter tilsyneladende ikke Maria, der tværtimod siger til tjenerne, at de skal gøre alt, hvad hendes søn måtte bede dem om. Og ganske rigtigt, så beder Jesus dem om at fylde seks kar med vand. Og kort efter er der vin til alle.

Der må være sket ét eller andet mellem Jesus og hans moder, som evangeliet ikke har fået med. For afvisningen er ikke til at tage fejl af. Hvorfor bøjer Jesus sig så alligevel for sin moders ønske? Og så for noget så profant som at trylle nogle liter rødvin frem. Det er nogle gevaldige kræfter at slippe løs, bare fordi selskabet er tørstigt.

Så derfor tolkede jeg i første omgang, som før fortalt, at hér begik Jesus en synd! Han giver efter for noget så tåbeligt som et ønske hos sin moder og legitimerer herved den sorte magi. Derfor det intense blik hos troldkvinden med testiklen i hånden – nu har vi fat i nosserne på ham! Og derfor lurer selve ”Den Sorte” i billedets mørke yderkant.

Det gik jeg så og grublede over i ledige stunder. Indtil jeg en dag faldt over et muligt svar, både på Gerard Davids billede og Johannesevangeliets så underligt abrupte tekst, der lige­som skjuler et helt forløb.

For i Umberto Ecos ”Foucaults Pendul” står der noget interessant på side 331, der måske kan kaste lidt lys over begivenheden: ”Hvorfor står der ikke noget i evangelierne om, hvem der giftede sig i Kana? (Min kursivering). Selvfølgelig fordi det var Jesu eget bryllup, men det var et bryllup, man ikke kunne omtale åbent, for han giftede sig med en offentlig synderinde, Maria Magdalena.”

Nå, sådan! Det var Jesu fattige moder, der holdt sin søns bryllup. Nu forstår vi bedre, at hun koster rundt med tjenerne og befaler dem at adlyde hendes søn. Og så er det troligt, at selskabet løb tør for vin, eftersom Maria og hendes mand næppe havde meget at gøre godt med. Og dermed dukker den skjulte tekst frem, den, der savnes mellem hans afvisning af moderens bøn, og så den sønlige adlyden. Hans moder har trængt ind på ham og har forklaret, hvilken pinlig situation det er for hende, der står som værtinde for sin egen yndlingssøns bryllup og så ikke har haft råd til at købe vin nok. Maria er bestemt ikke den eneste værtinde og husmoder, der har følt sig beskæmmet over sligt. Jesus kan ikke gøre andet end at opfylde sin moders ønske, hvor meget det end er ham imod.

Så den unge kvinde med diademet, der sidder så smukt ved siden af Jesus, kan sagtens være Maria Magdalena med bru­dekronen. Når Jesus også kaldes for ”brudgommen”, behøver det ikke at være helt forkert.

Så det er måske sådan, vi skal forstå maleren, når han lader de tos hår smelte sammen som i én strøm. Det unge, ordinære brudepar er blot stand-ins for de sande hovedpersoner, fordi billedets virkelige budskab kunne bringe maleren på kætterbålet.

Beretningen om brylluppet i Kana bærer i hvert fald på en hemmelighed, det er tydeligt nok. Og det gør Gerard Davids billede også. Måske er ovenstående løsningen?

Og det gør Dan Browns thriller med religiøst tema til meget mere end en spændingsroman, snarere en selvopfyldende profeti, for det er jo tydeligt, at kirken ikke længere kan være en loge for mænd med særlig adkomst til det guddommelige. Selv har han da også erklæret, at det var hans udtrykkelige mål med bogen at gøre op med kirkens kvindefjendske holdninger.

Det er da også hér i landet i praksis et for længst overstået kapitel, blot halter de kanoniserede bibeltolkninger samt visse teologer gevaldigt bag efter udviklingen.

                                                               Henning Prins

 

   

 

 

 

Litteratur:
Matthæusevangeliet.
Aage Henriksen: Den rejsende. Gyldendal.
Umberto Eco: Foucaults Pendul. Forum.
Dan Brown: Da Vinci Mysteriet. Forlaget Hr. Ferdinand

 

Tilbage til forside Tilbage til kommentar