De labre hekse  08.08.2010  

Under overskriften ”Heksejagt” skriver en læser i Politiken, Nanna Præst, om den ophidsede jagt, medierne, og i hælene på dem, politikerne, driver på Lene Espersen og Helle Thorning-Schmidt. Og det er en berettiget anklage.

Vi så jo, hvordan en anden kvindelig politiker med et godt udseende og et stort politisk potentiale, nemlig Ritt Bjerregaard, gang på gang blev forfulgt af pressen på en helt uacceptabel måde. Særligt ynkeligt var det, da Ekstra Bladet på det tyndest tænkelige grundlag anklagede hende for at frådse med borgernes penge, da hun var til et stort, internationalt møde i Paris. Bjerregaards boss, Anker Jørgensen, befandt sig på den tid i Kina, og efter at have kastet et blik på Ekstra Bladets gennemført usaglige beskyldninger fyrede han Ritt Bjerregaard på gråt papir. Dér så vi så Ankers sande format, nemlig en mand, der gik i panik for ingenting, blot fordi det stod i en skandaleavis. Det var lidt svært at bibeholde agtelsen for den ”folkelige” Anker efter denne hændelse.

Men alle fremtrædende kvindelige politikere kan skrive under på, at de er meget mere udsatte end deres mandlige kolleger.

Dette forhold grunder sig efter min mening først og fremmest i pressens behov. Mandlige politikere er simpelthen for kedelige!

En veldrejet, smuk kvinde med yppige former er langt, langt mere  avisvenligt, og selve det faktum, at kvindelige politikere er sårbare, pirrer det medfødte dræberinstinkt hos pattedyret mennesket. Og selvfølgelig navnlig hos den specielle art, der lever i den niche, hvor man tjener penge på nyheder.

Desuden skal vi ikke glemme pressens grundlag, der består af et amorft flertal af mennesker, som man bruger mange penge og kræfter på at søge at kortlægge i såkaldte segmenter, men som man aldrig véd, hvad kan finde på. Så man støtter sig på erfaringen, og erfaringen siger, at en smuk, muligvis begavet, kvindelig politiker vil masserne gerne se revet til blods i mediernes arena.

For den almindelige dansker, der sådan set kun findes som en statistisk størrelse, men som alligevel giver visse målelige holdninger fra sig, kan nede på bunden af sin forknytte sjæl ikke fordrage kloge folk med briller, smukke mennesker med succés og slet ikke smukke kvinder, som man endda også begærer, men ikke kan få. At se dem blive sønderrevet er en erotisk kompensation. Og de ”almindelige” kvinder elsker heller ikke erotiske og succésombruste ikoner, der kun alt for tydeligt viser dem selv i spejlet som nogle lusede tabere.

Det betyder, at hvis man, (som mig, for eksempel), har en kritik af Helle Thorning-Schmidt, der går på at socialdemokratiet savner et ordentligt og forståeligt program, der blandt andet lover at rulle den nuværende regerings politik tilbage, ja, så drukner den saglige debat i de verbale overfald som ærligt stupide bonderøve som Venstres formand Peter Christensen kommer med.

Og resultatet bliver, at det hele kommer til at handle om, at når Helle og Lene har fået flere tæsk, end de fortjener, ja, så vender stemningen, fordi nu er det synd for dem, og så kører det hele videre.

Undtagen den politiske debat, der er sådan et skrigende behov for!  

                                                                        Henning Prins

 

Forside Kommentarer Arkiv TILBAGRULNING