|
|
Det er en dejlig bog,
Lene Bredsdorff har skrevet om digteren Halfdan Rasmussen. Når man skal
skrive om et så sagnomspundet menneske som Halfdan Rasmussen, gælder
det om at holde tungen lige i munden og sortere i de mange gode
historier. Halfdan Rasmussen er jo, ligesom den i dag ikke så kendte
Johan Herman Wessel en gang var, en digter, som ethvert barn og voksen
kan citere. Prøv bare at sige: ”Norske nisser nyser ikke…”, og
straks fuldfører et kor af stemmer digtet fra det, der efter min, og
vist også Lene Bredsdorffs, mening er Halfdans hovedværk, ABC’en.
Det er i eminent grad lykkedes for Lene Bredsdorff at skille det
relevante ud og tegne et sammenhængende billede af et menneske, der var
god til at skjule sig, og som lavede spas for at dække over sin
blufærdighed.
Halfdan Rasmussens stærke gennemslagskraft og
åbenbare holdbarhed hos alle danskere fra vugge til grav, så at sige,
skyldes at han foruden et stort digterisk talent også havde en dyb
respekt for det håndværk, det at digte er. Han var, uden at være
akademiker, en lærd mand, der kunne sine klassikere, og han vidste alt
om, hvad klassisk verselære var.
Vi får rullet Halfdans liv ud i sekvenser, næsten
filmisk, og Bredsdorff lykkes godt med at pege på afgørende momenter i
hans liv. Vi ser, hvor afgørende vigtigt det er for unge kunstnere, at
der skabes miljøer, hvor de kan møde ligesindede og udvikle sig under
gensidig kritik og udveksling, som det skete i den på initiativ af
forlæggeren Viggo F. Møller oprettede Unge Kunstneres Klub med
forlæggerens unge kone Tove Ditlevsen, Morten Nielsen m.fl. i
bestyrelsen. Og hvor Halfdan mødte de kolleger, kærester og venner,
der skulle følge ham resten af livet, enten som levende eller døde.
Og vigtigere endnu: Viggo F. Møllers tidsskrift Vild
Hvede stod åbent for de unge kunstnere, der samledes i foreningen.
Tidsskriftet eksisterer endnu under navnet Hvedekorn og må siges at
være det vigtigste organ for unge debutanter gennem hele forrige
århundrede.
Her mødte han sit store idol, digteren Morten Nielsen,
der var kritisk over for Halfdans evner som digter, en kritik, der gik
ham meget på og som blev stående som en mur, fordi Morten Nielsen
døde under mystiske omstændigheder som medlem af modstandsbevægelsen,
og Halfdan derfor aldrig fik talt ud med ham. Hans billede stod resten
af livet på Halfdans skrivebord som et forpligtende minde. Og Morten
Nielsens kritik ser ud til at standse Halfdan i hans udvikling mod at
blive sig selv ved at stille nogle krav om kunstnerisk integritet, som
Halfdan havde svært ved at leve op til. Derfor talte vennekredsen også
om den dobbelte Halfdan, nemlig ham, der skrev ”seriøse” digte og
så den lystige gæk, der slap sproget løs.
Lene Bredsdorff viser, synes jeg, at Halfdan i
virkeligheden er hel. At hans værk skal vurderes samlet, og at der ikke
er den ”rangforskel” mellem hans ”Tosserier” og så de
alvorlige, moralsk og politisk engagerede digte.
Vi følger Halfdan hele livet, ser hans stædige
besluttethed på at blive digter: Hellere sulte end være lønslave! Og
han var da også en mager jagthund at se på lige til det sidste. Og
hans lange, vist temmelig problematiske ægteskab med forfatteren Ester
Nagel, der uretfærdigt nok aldrig fik succés. Deres skilsmisse og en
ny kærlighed.
Lene Bredsdorff slutter sin beretning om Halfdan
Rasmussen med et lille kup, nemlig et hidtil ukendt digt, fundet i en
skuffe:
Min hemmelighed
er der ingen, der kender
og slet ingen ved
hvad
det drejer sig om.
Jeg holder den skjult
for familie og venner
som grubler og tænker
så hjernen bliver tom.
Jeg gemte den væk
i
en skuffe forleden,
der ligger den temmelig
godt og bekvemt,
og alle, der spør mig
om hemmeligheden
fortæller jeg
den har jeg glemt, jeg har gemt!
Henning Prins
Lene Bredsdorff: Halfdan – en biografi om Halfdan Rasmussen.
312
s. 299, - kr. Aschehoug
