Personligt
anser jeg det for en af mit livs største præstationer, at jeg fik
læst ”Den stille pige” til ende. Og kun den yderste disciplin tvang
mine øjne ned på bogens sider. Det var næsten umuligt at bevare
koncentrationen, fordi al logisk sammenhæng er fraværende, man må
hele tiden undervejs guides af forfatterens talerør, klovnen Kasper
Krone, der heldigvis er i besiddelse af ekstrasensoriske evner såsom en
overnaturligt god hørelse, han kan navigere efter, nogenlunde som man
kan triangulere sig ind på en radiosender. De københavnske
kirkeklokker kan for eksempel gennem et telefonrør give ham en præcis
viden om, hvorfra der telefoneres. Og det kan jo være meget nyttigt,
når man har en til paranoia grænsende fornemmelse af at være med i
”noget stort”, hvor ukendte kræfter manipulerer én gennem et
labyrintisk København, der står delvis under vand efter en mindre
gravsænkning efter et jordskælv. Desuden kan han også ”høre” de
tonarter, mennesker er stemt i. Og der er skam noget skæbnesvangert
over at være stemt i h-mol, ingen tvivl om det. Desuden spiller
astrologi med hvad dertil hører selvfølgelig en vældig rolle.
Vi
kastes ud i handlingen ved at blive præsenteret for KlaraMaria, det
psykiske barn med de telepatiske evner og et meget voksent menneskes
erfaring. Og så forsvinder hun straks igen. Og dukker op. Og forsvinder
igen. Sådan er det bare. Samtidig, i den dunkelhed, som verden
tilsyneladende også er sunket ned i, opererer nye og gamle kræfter på
såvel det fysiske, det mentale og det paramentale plan, så handlingen
næsten ikke kan komme til for snak. Desuden er klovnen Kasper Krone en
polyhistor af rang, sentenserne fyger fra ham i næsten hver eneste
sætning. Og hold kæft, hvor er disse visdomsord dog banale. Det er New
Age for fuld udblæsning og der ingen ende på følsomheden. Øh, jeg
mener føleriet. Tag en håndfuld eksempler: ”Jeg troede, det var
kærlighed, du ledte efter.” ”Guds kærlighed”, sagde drengen uden
at vende sig. ”Det enkelte menneske kan undværes.” og videre ”Det
havde været nat, sjælens mørke nat.” Og så lige: ”Vi, der går
bodsgang, går et skridt ad gangen.” Og så er Kasper hele tiden i
forbindelse med FruHerre, og så véd vi
nok, hvad klokken er slået. Der er dømt politisk korrekthed til op
over drøbelen. Og semireligiøs fims helt i tidens ånd.
Og
mærkeligt nok findes der intet karakteriserende ved nogle af bogens
personer. De taler alle sammen fuldstændigt ens. Tag nu bare
politikvinden, der åbenbart har en klassisk studentereksamen og derfor
kan nævne to antikke terrorister, nemlig Nero og Heliogabalus.
Standarden i korpset er godt nok høj. Men alle, kvinder og mænd, høj
og lav, taler det samme citatfyldte, namedroppende lingo og ikke et
klart dagligsprog, der ville gøre det muligt for læseren at aflæse
bare lidt af personernes psykologi. Nu er de alle stereotyper.
Desuden
er det ligesom i TV-serierne Dallas og Dollars: Penge er bare noget, man
har. Kasper Krone lever op til sit navn og har altid kroner på lommen.
Også selv om han lige har spillet alt væk i poker. 50.000, 40.000,
10.000 eller et hvilket som helst beløb, det er altid for hånden.
Nå,
men Kasper kastes ud i den ene mystifystiske og ganske voldelige
situation efter den anden, mens nye personer uafladeligt dukker op på
scenen uden nærmere forklaring. Det hele handler så altså om at han
skal finde og redde ”den stille pige” KlaraMaria og hendes elleve
medtelepater, der er taget som gidsler af en ond mand, der sjovt nok
hedder Kain! Og i de natsorte kulisser udspiller kampen sig så mellem
de gode, der ikke helt tilfældigt også er kvinder og organiseret i
mere eller mindre regelrette nonneordner med abbedisser og hele
pivetøjet og så de onde, der bærer traditionen videre med den
kedelige blanding af militær, kapitalister og videnskabsmænd. Moder Rabia, det navn matcher jo Kain meget godt, ikke?
Kampen
om disse børn med de særlige evner handler selvfølgelig også om
selve verdens eksistens, for så vidt som man ikke kender grænserne for
disse børns evner. Den lille gammelkloge KlaraMaria kan i hvert fald
bryde ud af sit fængsel når det passer hende og opsøge Kasper i hans
gøglervogn.
Og
sådan kunne jeg blive ved. Men det skal jeg nok lade være med og i
stedet prøve at forstå, hvad det egentlig er for noget, Peter Høeg
har lavet.
Formelt
set er bogen som håndværk betragtet et makværk. Tidens og stedets
enhed findes så at sige ikke, anelser og løs snak bringer ikke
handlingen videre, vi bringes fra situation til situation i hurtige
klip, der springer enhver logisk mellemregning over. Sagt smart, så
minder bogen om et juletræ, der er så pyntet, at man ikke kan se
træet. Altså er bogen strukturløs.
Men
måske er den klassiske æstetiks tid forbi? Jeg har ikke kunnet undgå
at bemærke den vildrede, flertallet af dagbladskritikere har været i,
da de skulle anmelde bogen. Ganske vist var det til at forudse, at de
skeptiske briller blev taget på efter den gigantiske mediestorm, Høeg
var ude i med mere end firehundrede omtaler og interviews fra det
øjeblik, meddelelsen om hans nye bog nåede offentligheden. Det skal
give et vist bagslag. Men samtidig mærker man også de fleste
kritikeres store utilpashed ved at gå i kødet på et karismatisk idol.
Helt sikkert også at kritikerne er kommet mere og mere i tvivl om deres
eget jugement, når svælget mellem lødighedskriterierne og den
populære smag efterhånden viser sig at være uoverstigeligt stort. For
det er jo ikke sjovt at sidde dér i sin spalte og være på slæb af
begivenhederne, selv om man har gået på universitetet og lært at
analysere tekster osv.
Jeg
oplever at Peter Høeg taler til et stort publikum, der er indforstået
med ham. Det er et publikum, der er villig til at tage ethvert udsagn
for gode varer, hvis bare det lyder godt. Tag bare denne her: ”Du
tror, du bliver forladt. Fordi din mor forlod dig. Men det er forkert.
Man bliver i virkeligheden aldrig forladt.” Her kunne jeg vældig godt
tænke mig at få at vide, hvad pokker forfatteren mener med det. Men
nej, sådanne udsagn står side op og side ned som udråbstegn i
teksten, helt uden forklaring i den forudgående eller efterfølgende
handling.
Og
så påstår Høeg, at Kasper Krone er klovn. Musikalsk klovn. Han er
så at sige en direkte ætling af Charlie Rivels og Grock og han spiller
på en af verdens fornemste violiner, en Guerani. Men faktisk får vi
aldrig noget at vide om Kaspers virke som klovn. Kun at han optræder
for et millionpublikum i hele verden og har opgivet sit danske
statsborgerskab, som han nu gerne vil have igen. Og at han har
milliongæld. Og altid penge på lommen. Og mystiske hjælpere, der
dukker op, når det i yderste sekund er ved at gå galt for helten. Men
ikke et ord om den indre klovn, der må komme til udtryk på scenen.
Klovnen, der får os til at le gennem tårer. Og det skyldes, tror jeg,
at Høeg simpelthen ikke aner, hvad humor er.
Under risiko for at påkalde mig kønnets vrede vil jeg påstå at det er århundredets dameroman, Peter Høeg har skrevet. Substansløst føleri med en nødtørftig handling som kulisse for en anelsesfyldt virkelighed med overtoner af paranoia og konspiration, et verdensbillede som jeg tror, Høeg deler med rigtig mange mennesker i dagens (u)virkelighed. For det er jo rigtigt nok, at vi ikke aner en dyt om, hvad der i virkeligheden sker omkring os, hvem der træffer beslutningerne og hvem der bestemmer, hvad vi skal vide. Høeg er helt i tidens ånd og har skrevet en forholdsvis ulæselig pendant til ”Da Vinci-mysteriet”. Men den skal nok finde sit store publikum.
Henning Prins
