|
Den sårbare styrke
Jeg kan vældig godt lide Marlene Nedergaards nye samling digte, ”Vær ikke bange-bogen”. Den viser fint, hvordan sproget kan fortælle mange historier på én gang, og at vi mennesker til syvende og sidst er børn, der prøver at lege voksne. Vi har det svært med at tage det ansvar på os, vi må vende og dreje spørgsmålet, om vi nu også er gode nok, smukke nok, dygtige nok, før vi tør møde verden i form af de andre. Eller snarere: Den anden. For hele det kontrapunktiske forløb i samlingen af let haiku-prægede digte, hvor pointerne lægges ud som små zen-oplevelser, handler om hvor meget vi må forberede os på at møde den anden. Og ikke mindst, når det er kønnenes møde, det handler om. Ham og hende. I sig selv og altid et drama. Med forlov vil jeg nok mene, at det er en særlig kvindelig disciplin at være så selvransagende, som Marlene Nedergaard er det. Der er næppe nogen voksne mænd, i hvert fald mænd, der lever sammen med kvinder, der ikke ind imellem har undret sig lidt over det nådesløse blik, kvinder kaster på sig selv. Der er ikke den ubetydelige brist eller lyde, der ikke kan blive katastrofal, et skævt klippet øjenbryn, og verden står for fald. Nedergaard skriver tydeligt nok om sig selv – og det er et plus, fordi hun lykkes med at gøre det selvransagende til noget mere end netop hende selv. Det er kvinden og manden, det fundamentale drama, der er på spil hér. Om at få lov til at elske, at give sig lov til at elske, at turde elske. For afvisningen er ubærlig. Og manden er lige så uforståelig som verdensrummet og naturens love - er katastrofen allerede på vej eller er han den trygge favn? Marlene Nedergaard
konsulterer sin barndom og sine sår. Det er god poesi, gode billeder og
man holder med hende i hendes vej til kærligheden:
SHE GOT THE FLUE
Hold 0m hende i denne nat Hold om hende så hun aldrig mere
fryser
Lad hende ALDRIG MERE
Gå alene
Hjem
Henning
Prins Marlene
Nedergaard: Vær ikke bange-bogen. 64 s. 175,- kr. Gyldendal
|