Den tysk-jødiske sjæl
|
|
Det ser ud til at være
et af det ny årtusindes store projekter at ville belyse forholdet
mellem de ariske og de semitiske tyskere, for så vidt som disse
sondringer ellers har noget for sig. Altså andet end at nogle
skrupskøre kugler satte sig for at beregne, hvor meget eller lidt
jødisk den enkelte tysker var, og ud fra en graduering bestemme, om
vedkommende skulle gennem koncentrationslejrens helvede eller om
vedkommende havde tilstrækkeligt mange ariske gener til at kunne
passere og siden omkomme på mere hæderfuld vis på slagmarken eller
ynkeligt dø i kældre og beskyttelsesrum under de allieredes morderiske
tæppebombning af civilbefolkningen i Tyskland. Ved nærmere eftertanke
er ordet skrupskørt
utilfredsstillende, ligeledes sindssygt,
vanvittigt osv. Ordbogen må tie for en gangs skyld, trods sine
mange ord.
Derfor kan man næsten
ikke nærme sig spørgsmålet uden at tage ironien i brug, for begrebet patos slår heller ikke til over for de forbrydelser, nazisterne og
den tyske befolkning gjorde sig skyldige i. Eller de allieredes. Det er
meget svært at fortælle om den tid, især hvis man både er tysker og
jøde. Det kræver mod!
Det mod har forfatteren
Irene Dische, der netop er både tysker og jøde og efterkommer af de
flygtninge, der mere eller mindre tilfældigt blev reddet ud af
katastrofen, i sin roman ”Flugten til Amerika”. Ofte mens de
strittede imod og ikke ville forlade deres fædreland, bare fordi nogle
tåbelige skrighalse til nazister havde magten. Det ville nok gå over,
som det altid var gået over. Den familie, hun beskriver, er af typisk
blandet sammensætning, jøder gift med katolikker, som det efterhånden
var så almindeligt i den stat, der blev betragtet som én af verdens
mest civiliserede, nemlig digternes og tænkernes Tyskland.
Dische anvender et
genialt greb, når hun lader fortælleren af sagaen være en ærketysk,
halvadelig, storborgerlig madamme, der stikker næsen i sky over sin
herkomst og sine gode manerer, men som ikke destomindre har giftet sig
med den jødiske mesterkirurg og professor ved det medicinske fakultet,
dr. Carl Rother, meget imod hendes ariske families vilje, også selv om
doktoren konverterer til katolicismen. Om sig selv og sin broder Otto
siger hun indledningsvis: ”Vi lignede tyske guder, vi havde begge
tykt, kastanjebrunt hår, fint formede næser, store, blå øjne og de
smalleste smalle læber. Man kunne klart se, at vor familie havde
forbindelse til aristokratiet.”
Sådan et udsagn giver
ikke mange pluspoint i vor tid, i hvert fald ikke hvis man er tysker, og
efterhånden som vi bliver præsenteret for dette rigide, selvoptagne
fruentimmers fasttømrede fordomme, burde vi afsky hende. Men det gør
vi (jeg) ikke, for hun er umådeligt charmerende i sin i grunden
uskyldige selvopfattelse, der blandt andet også indebærer en sand
afsky for alt, hvad der har med legemets reproduktive funktioner at
gøre. I bund og grund er hendes i egne øjne velordnede univers et
bevidstløst kaos, som hun med dødsforagt gelejder sig igennem,
hoppende fra fadæse til fadæse. Heldigvis har hun fået tildelt en
skytsengel, Liesel, direkte leveret fra proletariatet for at tjene og
beskytte. Med andre ord, den absolutte magt i ydmyghedens gevandter. Men
en tjener, der kender forskel på ret og uret og bekæmper Hitler og
hans regime i ord og gerning.
Det er ikke sådan at
fru Rother, født Gierlich, nægter sin mand adgang til sit skød, det
er hans både ret og pligt at penetrere hende, med det ædle formål at
fortsætte slægten. Trods umådelige anstrengelser bliver det kun til
et enkelt og i fru Rothers øjne knap så godt resultat, pigen Renate.
Der var mere ære ved at få en dreng, selv om fru Rother i det store og
hele foragter mandkønnet, som hun oplever som svagt. I det hele taget
er hendes tanker uafbrudt beskæftiget med forholdet til omverdenen,
først og fremmest andre kvinder, som hun ser som ubarmhjertige
konkurrenter og stræbere efter magt til at bestemme over hendes
domæner. Alt opleves helt uprincipielt som personlige magtkampe, og fru
Rother ser kun konspiration og rænker over alt.
Vi befinder os i 1932
og alt ser egentlig meget normalt ud, bortset fra at dr. Rother må
flytte til Breslau, fordi han er jøde og ikke kan tåles i det ariske
kerneland, som Rhinlandet anses for. Breslau er, som også navnet
udsiger det, af tvivlsom halvslavisk oprindelse og det vrimler med
polakker og jøder. Så der er ikke megen ære ved at bo i Breslau, selv
om man er overkirurg på det førende hospital og universitetsprofessor
med megen estime.
Eftersom dr. Rother nu
er katolik, har han fået mindre tilovers for sin slægt og er ikke
bange for at sige, at jøderne fortjener den behandling, de får. Selv
er han blevet udnævnt til ”æresarier”, hvad der måske ligeså
godt kunne være et dødsmærke som en hædersbevisning.
Altså, som man kan
forstå, varer det ikke længe, før hele den store familie Rother
sammen med Breslaus øvrige jøder er interneret og ført bort på
godsvogne til en ukendt skæbne.
Nu trækker tingene sig
sammen om dr. Rother og meget mod sin vilje lader han sig i sidste
øjeblik smugle ud af Tyskland for omsider at ende i USA, hvor han
straks bliver registreret som en person af fjendtlig herkomst. For han
er jo tysker og katolik og drømmer ikke om at få en lille fordel ved
at erklære sig som jøde.
Og så samles familien
i frihedens eget land. Nu begynder afdækningen af såvel personerne som
deres baggrund. Renate, datteren, lystrer ikke sin mor, der ellers vil
hende det bedste og derfor mener, at hun skal finde sig en pæn og
dannet og især velhavende mand og er udtilbens på enhver måde. Bliver
smidt ud af skolerne, skifter studieretning som vinden blæser, vil
læse til kirurg på Harvard, men må, grundet sit køn og sine
manglende eksamensbeviser, nøjes med at blive patolog og retsmediciner.
Set med fru Rothes øjne er hun håbløs og en fiasko, og værre bliver
det, da hun gifter sig med den langt ældre, fysisk grimme, men geniale
forsker Dische, der ikke har mange gode egenskaber ud over at være
genial og som hun får datteren og ulykkesfuglen Irene Dische med.
Da jeg kom hertil i
bogen, studsede jeg og sagde ”Hov!” Hvad var nu det? Sidder jeg og
læser en selvbiografi. Jeg vendte bogen og så på omslagets bagside.
Der stod minsandten, at jeg sad og læste ”i en fiktiv selvbiografi”!
Det blev jeg ikke ret glad for, for jeg véd ikke noget værre end når
forfattere vil have mig til bedste med den slags små gemmelege. Desuden
kunne jeg ikke begribe, hvorfor i alverden denne bog ikke bare kunne
være enten fiktion eller erindringer?
Men da jeg var
begejstret for bogen og syntes, Irene Dische var intelligent og vittig,
læste jeg videre, indtil jeg kom til det punkt, hvor det viste sig, at
den fiktive fortæller fru Rothe havde siddet oppe i himlen og skrevet
sine memoirer og derfor indgående kunne beskrive sin egen begravelse.
Altså, hvorfor nu det?
Dische er en strålende forfatter, hun kan få mig til at leve med og
elske sine personer og jeg er bedøvende ligeglad med, om de er opstået
i forfatterens krøllede hoved eller om de virkeligt har levet. Nu
føler jeg mig en lille smule undervurderet som læser, for jeg har ikke
brug for få stimuleret min nysgerrighed med hensyn til sandhedsværdien
i det jeg læser. Det rager mig en høstblomst, om Irene Dische måske,
måske ikke har fortalt om sit eget liv.
Øv, for det er sådan
en god bog, fuld af skæg og ægte historier om hvordan vi mennesker
går og er. Hele fortællingen om USA og indvandrernes tilegnen sig en
ny identitet som amerikanere er lysende klar, og der behøves ikke at
tilføjes ét ord om ægthed, endsige at den alvidende fortællerske er
død, mens hun skriver det hele ned.
Læs den, Dische er en
rigtig menneskeforfatter!
Irene
Dische: Flugten til Amerika. Fremragende oversat af Ulrik Horst
Petersen. 278 s. 299, - kr. Tiderne Skifter
