Den vanskelige sandhed  

 

 

Det var med spænding, jeg tog den nyligt afdøde forfatter Vagn Predbjørn Jensens erindringer ”Parentesen” i hånden. Vi havde været nære venner, ikke selskabeligt og socialt, men på et litterært plan, hvor vi gennem samtaler og korrespondance udviklede nogle teorier om forskellen på at skrive biografisk eller fiktivt. Og vores erfaring fortalte os, at den fiktive roman var den form, der kom en mulig sandhed om mennesker i en given historisk tid nærmest.

Måske fordi en roman bygget op om en fiktiv handling og med fiktive personer, til nød med enkelte faktisk eksisterende yderfigurer, er at ligne ved en retssag, hvor man fører en lang række vidner, der hver for sig skal kaste lys over sagen, men hvor forfatteren på forhånd afstår fra at dømme. Så godt han nu kan.

Vagn Predbjørn Jensen gør forbilledligt rede for dette forhold, da han i til slut i erindringerne fortæller om sit første stykke fiktion, hvor han beskriver en faretruende situation, der er grebet ud af luften, men så troværdigt beskrevet, at en læser kan berette om en lignende situation, hun selv har oplevet.

Og hér bliver det lidt vanskeligt med ”Parentesen”, for den er et partsindlæg fra en søn, der vil rense sin far. Det er med andre ord en vidneberetning, vi skal læse, og så skal vi vælge, om vi vil tro forfatteren eller ej. Det er ikke nogen nem vej at befare.

Erindringerne handler nemlig om, hvordan forfatterens far, der var præst på Ribeegnen, ender med at gå i tysk tjeneste som forsker, nærmest ved en undskyldelig fejltagelse. Det er hovedanliggendet, men heldigvis er bogen meget, meget mere end det. Det er den sansende, lydhøre Vagn Predbjørn Jensen, der fører os igennem barndommens og opvækstens tornekrat med de små, solbeskinnede oaser, og som han dog kan få ting til at lyse og leve. Mennesker toner frem og taler til os, miljøer, huse og landskaber tegnes med den mest stemningsfulde pensel. Vi oplever det virkelige Tyskland, ramt af krig og nød, og vi ser fronten fra en anden side end den, vi plejer at se den fra, nemlig taberens side. Det er stærke billeder og stærke følelser. Med andre ord en meget rig tekst.

Problemet er så bare alt det med alle de misforståelser, fejltagelser og uretfærdigheder, der regner ned over forfatterens stakkels far. Han er jo ikke nogen rigtig forræder, vel? At han kom til at melde sig ind i nazipartiet var ikke med vilje og i øvrigt er biskopperne og øvrigheden sammensvorne og undertrykker retfærdigheden.

Det er så synd for Vagn Predbjørn Jensen, at han ikke holdt sig til sine egne strenge principper om at sandheden bedst kommer frem som fiktion. For han har jo på fremragende vis skrevet det hele ned i sin store produktion af romaner, noveller og essays. I fiktionens form, så sandheden kan komme frem og vi kan nå hele vejen rundt om den. For der skal mange stemmer til at fortælle bare én lille sandhed.

Jeg er meget glad for at have læst ”Parentesen”. Det er en god bog, men den er især et bevis for, at Vagn Predbjørn Jensens (og min) teori om fiktionen holder stik.  

                                                                      Henning Prins  

Vagn Predbjørn Jensen: Parentesen. 180 s. 249,- kr. Tiderne Skifter