|
Derfor er Vesten i Afghanistan 25.06.2010 Vi har hørt alle bortforklaringerne til hudløshed. Vi er i Afghanistan for at beskytte kvinderne mod Talebans undertrykkelse, vi er der for at indføre demokrati og velfærd, vi er der for at bekæmpe Al Quedas terrorvirksomhed eller hvilken rækkefølge, den enkelte agitator for krigen nu vælger at præsentere årsagerne i. Men sandheden er, at vi er i Afghanistan af én eneste grund: At være der! Vi er der, for at der dermed ikke er plads til nogen andre stormagter, det være sig Kina eller Rusland, eller endda vores kære allierede, den demokratiske stat Pakistan, der har en vældig appetit på at opsluge Afghanistan. Som det ikke er særlig bekendt, så sidder Pakistan på to store afghanske provinser, der ligger i konstant krig mod besættelsesmagten. Dette forhold er blandt de mange, vestlige journalister med deres højt udviklede selvcensur omhyggeligt undgår at omtale, hvad der har til følge, at vi står uforstående over for de mange bombeattentater, der finder sted i store pakistanske byer. For vi får aldrig nogen forklaring. Men det er altså de i Waziristan og tilliggende grænseområder boende pushtunere (Afghanistans dominerende folkegruppe), der øver terror mod Pakistans borgere, fordi de ønsker at blive genforenet med moderlandet, idet disse dele af Afghanistan blev besat af den engelske kolonimagt i 1800-tallet, og siden blev en del af Pakistan. Og lad mig lige tilføje, at der i øjeblikket sker en helt fantastisk omskrivning af historien, hvad der blandt andet medfører, at man ikke på noget moderne kort kan finde de gamle pushtunske provinser i Pakistan, der nu blot hedder ”The Northwestern Frontier”. Men for at vende tilbage til det centrale spørgsmål, så er vi i Afghanistan lige så længe det skal være, uanset alle omkostninger, fordi Vesten ikke af en lang række logistiske og militære grunde kan tillade, at nogen anden magt får herredømmet i Afghanistan. Så Danmarks friske, eventyrlystne sønner kan se frem til mange år, hvor de kan få afprøvet deres mandsmod og fremragende fysik for siden vende hjem som en nedbrudt og eksplosiv trussel mod det civile samfund med vold, drab og selvmord til følge. Set med verdenshistoriske øjne, og det er jo nok de briller, vores politikere som f.eks. Søren Espersen, Lillelund Bech, Helle Thorning, Lars Løkke m.fl. ser det hele med, er det en lille pris at betale i forhold til at f.eks. Kina sad på Asiens mest centrale trafikknudepunkt. Så vær tålmodig, ven. Vesten vil blive i Afghanistan lige så længe, det overhovedet er muligt og uanset prisen i menneskeliv, egne som afghanske. Henning Prins |