Derfor er vi i Afghanistan 17.12.2010

Den nedenstående artikel, der er fra 2008, var "forsvundet" fra nettet, opdagede jeg, da jeg i anledning af Barack Obamas stadige erklæringer om amerikansk tilbagetrækning fra Afghanistan ønskede at påvise nogle af de problemer, der knytter sig til den slags operationer.

Det er, som mange ledende amerikanske militærfolk har påpeget, nemt nok at besætte et et land, men meget vanskeligt at forlade det igen. Forude aner vi store tragedier, når de mennesker, der har været naive nok til at tro på vestmagternes løgnagtige propaganda om uddannelse, velfærd og demokrati, nu om lidt vil blive udsat for Talebans og for den sags skyld også USA og dets allieredes "demokratiske" venners overgreb, hvor skoler vil blive lukkede, lærer(inder) vil blive stenede og ethvert tilløb til en moderne tilværelse vil blive rullet tilbage til middelaldermørket. Det har i den forbindelse været interessant at iagttage de danske avisers langsomme tilpadsning af deres "synspunkter", således at de hele tiden har været et par hanefjed efter udviklingen, idet den enkelte journalist eller redaktør har forsøgt at sætte besættelsen, bombningerne og overgrebene i et så positivt lys som muligt, mens de langsomt har drejet på finindstillingen, så man næsten kunne tro, at de sådan set altid havde været imod vestmagternes og NATOS uretmæssige besættelse af Afghanistan. Historien er lang og menneskets hukommelse kort, hver dag kommer aviserne på gaden, som om verden blev opfundet samme morgen og der derfor er meget nyt at fortælle.

Men for nu at fastholde blikket på Obamas hensigtserklringer, så forekommer det mig, at han må tale mod bedre vidende, for han taler, som om missionen er mislykkedes. Altså, at det desværre ikke endte med demokratisk fryd og gammen, men med det samme gamle sammenrend af korrupte klanledere, smarte opportunistiske politikere og et slagkraftigt Taleban, der trods alle sejrsmeldinger fra NATOs generaler har vist sig uslåeligt på slagmarken. Ja, at den hvervede afghanske regeringshær sandsynligvis, når det kommer til stykket, består af talebansoldater, der blot venter på at vende deres våben mod generalerne.

Hvad der er afgørende i spørgsmålet om Vestens tilbagetrækning fra Afghanistan, er i al korthed: Hvem kommer efter NATO? Vil USA og dets allierede acceptere russisk eller kinesisk dominans i Afghanistan? Næppe! Altså kan Vesten ikke forlade Afghanistan, før de har sikret sig, at denne helt afgørende svingdør i den asiatiske logistik ikke kan blokeres af hvem som helst, og slet ikke andre stormagter.

Derfor kan det godt være, at Obama gerne vil væk fra Afghanistan, men er det overhovedet muligt? Jeg tvivler!

                                                            Henning Prins

Tilbage til forside  Tilbage til tidligere ledere  Arkiv 

Læs også denne bortcensurerede leder fra 2008. Helt uaktuel er den nu ikke :-)

 

Derfor er vi i Irak 6.6.2008

Dansk udenrigspolitik har i hvert fald siden enevældens indførelse været belagt med secretesse, som det hed. Altså total mørklægning. Og det gælder den dag i dag. Udenrigspolitik er altid blevet betragtet som noget, befolkningen ikke vil have godt af at blive informeret om. Vi husker daværende udenrigsminister Niels Helveg Petersen, der var tæt på at sige, at udenrigspolitikken ikke egnede sig til en demokratisk debat. Og sådan tænkte og tænker stort set alle politikere med et ansvar.

Om det nu er godt eller skidt kan vi heller ikke vide, for de fleste vigtige beslutninger inden for dansk udenrigspolitik bliver kun drypvis røbet for os, i reglen med halvtreds års forsinkelse, så der kun levnes plads til lidt moralsk forargelse og sjældnere, bifald.

Derfor er det også urkomisk at se aviserne ”røbe” at afdøde statsminister H.C. Hansen var amerikansk agent. Jamen, hvad skulle han ellers være? Danmark har midt i den såkaldte globalisering nøjagtig de samme realpolitiske mål for udenrigspolitikken som for 100-200-500 år siden. Og dette mål er at bringe en meget udsat stat gennem verdens trængsler uden at den går til grunde. Og om denne sag hersker der enighed i størstedelen af det politiske spekter. Og hvis politikerne turde røbe den udenrigspolitiske virkelighed for befolkningen, ville de opleve stor støtte.

Problemet er bare, at Danmarks udenrigspolitik i alle henseender siger de politiske flovser om demokrati og folkelig debat midt imod. Danmark vælger ikke sine venner og allierede af idéelle grunde, men af langsigtede sikkerhedspolitiske.

Derfor er det også sørgeligt, at den offentlige hukommelse nedbygges så bevidst af både medier og skole. Man kan ikke føre en samtale med sin nabo i vore dage om forhold, der ikke er lige hér og nu, for han/hun véd simpelthen ikke noget om for eksempel napoleonskrigene og ”Det væbnede neutralitetsforbund” bestående af Rusland, Sverige og Danmark-Norge. Eller at Danmark på trods af nederlaget i 1864 indgik en uformel, men effektiv alliance med det nye Stortyskland. En alliance, som daværende udenrigsminister Erik Scavenius var en realistisk fortaler for, (udnævnt 1909 under ministeriet Zahle og siden statsminister et par år indtil 1943.) Scavenius er så interessant, for i hans person fremtræder hele det dilemma, det er for at land at have en officiel humanistisk og neutralistisk politik, og så de krav, den virkelige verden stiller til et lille land.

Scavenius var fra begyndelsen pacifist og kæmpede hårdt for at holde Danmark neutralt. Men, som det siden kom frem, havde Danmark allerede påbegyndt et uofficielt samarbejde med Tyskland, formodentlig velbegrundet i en frygt for at blive ædt af den store nabo. Og Scavenius tog så den opgave på sig at holde sig gode venner med den tyske besættelsesmagt, mens de uvidende masser spyttede på ham for landsforræderi.

Efter anden verdenskrig tegnede alt sig anderledes. Tyskland ville næppe i overskuelig tid blive en aggressiv stormagt, og Danmark havde derfor kun grund til at frygte tre kontinentale stormagter, nemlig USSR, Storbritannien og Frankrig. Så en alliance med den nyopdukkede stormagt på verdensarenaen De Forenede Stater (USA) var helt naturlig. Allerede under krigen havde den danske ambassadør i Washington Henrik Kaufmann været den første til at grundlægge den fremtidige danske politik og var vel, hvad medierne ynder at sige, en agent for amerikanske interesser. Han havde uden hensyntagen til den danske regerings protester lavet aftaler om Færøerne og Grønland som allierede baser for krigsførelsen, og tør man gætte på, at han måske havde nogle akkreditiver med hjemmefra, der i givet fald bemyndigede ham til dette? Vi får det måske at vide en dag.

Men Danmark blev hurtigt USA’s mest trofaste allierede. Af gode grunde. EU kom sejlende så småt med Romtraktraten og voksede hurtigt, som vi véd. Og Danmark har altså nogle interesser, som det ikke fuldt deler med det, der nu hedder EU. Vi kunne som det vigtigste område pege på Arktis, der jo nok så varslende var det første skridt i den dansk-amerikanske alliance, da Grønland og Færøerne blev allierede krigsdeltagere.

For EU kastede straks begærlige blikke på ”Det arktiske eventyr”, som en fransk kommentator drømmende sagde det i ”Le Monde” en gang i firserne. Hvad eventyret om Arktis reelt indebar, var endnu uklart, men i dag véd vi, at det handler om utalte milliarder af kroner og dollars.

Og når et lille, ubetydeligt land som Danmark er i nærheden af sådanne rigdomme, har det brug for en storebror, der virkelig kan slå på tæven. Og den største af den slags er og bliver USA. Desuden er det ikke svært at sælge idéen om en nær forbindelse med USA til danskerne, der alle har slægtninge i det forjættede indvandrerland.

Det er derfor at Danmark ukritisk har fulgt USA i tykt og tyndt og så vidt muligt støttet det, selv i umulige eventyr som Vietnamkrigen, hvor nederlaget skulle stå bøjet i neon, før den danske regering valent tog afstand fra den amoralske krigsførelse, amerikanerne havde bedrevet med terrorbombning og kemisk krig.

Og det er derfor, Danmark har soldater i Afghanistan og Irak. Det er en lille pris at betale for at få verdens stærkeste nations støtte i sager, hvor Rusland gør krav på dele af den dansk-grønlandske fastlandssokkel, og hvor Kanada og andre også ønsker at få del i kagen.

Det, der efter min mening er det rigtige problem, er den pris, vi betaler for at blive holdt i uvidenhed. Jeg kan da godt se, at det ikke må være særligt tillokkende for danske politikere, minus den yderste venstrefløj, at skulle fortælle, hvorfor de alle, socialdemokrater, radikale og borgerlige, har holdt virkeligheden skjult for befolkningen. Vælgerne bliver sure, hvis man kaster erkendelsens isvand over dem, og det er jo dejligt at kunne moralisere lidt i ny og næ om hvor forkert USA opfører sig og hvilke måder forskellige slags danskere nu end vælger at pudse glorien på.

Lad os få en åben debat om dansk udenrigspolitik. Jeg tror godt, befolkningen kan tåle at høre den ubesmykkede sandhed: nemlig at det går så godt i lille Danmark, fordi vi har forstået at alliere os med den rigtige partner. Det vil være rensende for vores diskussion om demokrati og om landets faktiske historie. For at der bliver løjet, så det står ud af knaphullerne, behøver man blot at læse hel- og halvofficielle udlægninger af Danmarkshistorien for at se. Faktisk skulle man slet ikke tro, at Danmark havde en ”rigtig” udenrigspolitik før 1945, når man læser hvad folkeskolen og universiteterne byder deres elever og studenter. Forskningen sulter, og andenrangsmateriale med skæve vurderinger er normen overalt.

Og så er det måske værd at prøve at tænke over, at den danske regering på den ene side går helhjertet ind for grønlandsk selvstændighed og på den anden kæmper som en løve på den internationale arena for at forsvare danske interesser i Arktis. Hvad mon der vinder? Selvstændigheden eller råstofudnyttelsen?

Så alt har en pris. Vores er støtte til en håbløs krig i Irak. Men når eller hvis USA går ned, så vælger vi da bare en ny beskytter. Gad vidst, hvem den næste bliver? Små butikker, der ligger på et tvivlsomt strøg, må betale beskyttelsespenge!

Kynisk, javel. Men hvis vi ønsker at bevare den grad af demokrati, vi faktisk har, må vi konfronteres med den virkelighed, politikerne af pædagogiske grunde skjuler for os. Det er alt for let at lade tingene gå sin skæve gang i salig uvidenhed, mens man nyder livet som en del af den vestlige overklasse. Hvis vi bliver konfronteret med den beskidte virkelighed, har vi i det mindste det valg, at vi kan være ærlige over for os selv og hinanden.

 

                                                Henning Prins

 

  Tilbage til forside Tilbage til tidligere ledere