Det bittertsøde gensyn
Filologen Rasmus
Øhlenschlæger Madsen har på forlaget Tiderne Skifter taget et meget
vigtigt og særdeles underholdende initiativ. Han har vendt bunkerne med
samtidsdebat fra og med år 1900, hvor Johannes V. Jensen blæser en
klingende sejrsfanfare for det ny århundredes videnskab og teknik, der
er at ligne ved Guds tilbagevenden til mennesket efter et længere
ophold uden for rækkevidde i andre sfærer. Et imponerende og prægtigt
skrevet hyldestdigt til den videnskabelige ånd med stærke overtoner af
en retorik, vi siden skulle komme til at lære at kende på en frygtelig
måde.
Hér møder vi også
Gyrithe Lemche, som jeg slugte som barn, men aldrig mistænkte for at
være radikal feminist. Dér kan man bare se! Det er fantastisk at
opleve de tanker, hun gør sig, da mændene i et tilfælde af ”retfærdighedssyge”
pludselig bliver meget galante og ”skænker” kvinderne stemmeretten.
Det er en bitter sufragette, der hér smækker både sine medsøstre og de galante konservative mandlige politikere én på bærret.
” – Muligvis der også vil falde Efterverdenen i Hænde et Billed af en Kvindeskabning fra denne ”Hvad vi vil”-periode, med kortklippet Haar, blød Hat og Reformkjole. Efterverdenens stemmeberettigede Damer vil da sikkert med Gysen lægge dette Billede fra sig og taknemmeligt fordybe sig i samme Periodes Dagblade med deres omhyggeligt afvejede Rationer af Kvindevalgret på Forsiden og alenlange Modespalter inde i Bladet…”
Ja, det gør altid ondt at ville være en del af historien, og allermest
ondt gør det, når man sejrer og så ser, hvad sejren er værd.
Så vi går straks
videre til Georg Brandes, der efter at have advaret Danmark mod at
kræve Nordslesvig tilbage mod tyskernes vilje, da det helt sikkert
ville indebære en generobring, blev overfaldet af nationalistiske
kræfter både indenlands og udenlands. Hvad der forfører ham til at
tænke i kategorier som ”gennemsnitsmennesket” der ikke kan tænke
og begribe, og så den udvalgte ener, der står med smerten og
sandheden. Og det gør han vitterligt, men man undgår ikke at tænke,
at Brandes måske stod temmelig meget i vejen for sit budskab med sin
hovmodige person. Ærgerligt, for hvor havde han ret. Og vi fik jo netop
Nordslesvig tilbage i enighed med Tyskland!
Jeg kan ikke på denne
plads gå ned i de mange indlæg, men sige, at det selvfølgelig må
være sådan, at de ældste essays også er de bedste, ikke forstået
blot ud fra indholdet, men ud fra deres kunstneriske og
forstandsmæssige stringens. For tiden har endnu ikke fået sorteret
grundigt nok i nyere tids tænkere og for mig at se er en person som
Poul Henningsen mere til smarte bon moter end til dybere tænkning. Og
det bringer mig også til at tænke på det dilemma, Øhlenschlæger
Madsen gang på gang må have været i: Nemlig hvilke kriterier der
skulle anvendes på udvalget af tekster. Skal det være det tidstypiske
eller det kvalitative? Som vi kommer op i tiden bliver det det
tidstypiske, og langt de fleste tekster holder ikke i sig selv, men er
bare repræsentative. Men sådan må det være, tidens hårde domme
falder sent, men sikkert.
Men lad ikke disse kritiske bemærkninger forhindre læseren i at kaste sig ud i til tider endog overordentlig morsom læsning. De fleste af os vil ikke leve længe nok til at se avnerne sies fra kernerne, så bare kom i gang!
Henning Prins
Kritiske
essays – fra den danske kulturdebat 1900-2004 i udvalg ved Rasmus
Øhlenschlæger Madsen. 433 s. 325, - kr. Tiderne Skifter
