OBS! Bemærk, at denne artikel er fra 2007 og tingene har allerede ændret sig så meget, at de kvinder, der udtrykte sig på den måde den gang, i dag ville benægte det!

 

Det hvide, heterofile møgsvin  3.7.2007

Det, der en gang startede som en ny frisindethed, der skulle sætte kønnene fri og garantere den enkeltes rettigheder, har udviklet sig på en højst interessant måde. Som man ved læsning af ikke mindst dagbladet Politiken vil vide, så findes der en gruppe mennesker, der i princippet repræsenterer noget ”ondt”, nemlig hvide heterofile mænd. Ja, man kan gudhjælpemig finde dette udtryk som en karakteriserende betegnelse for dagbladskritikere i en artikel om kønnets mulige indflydelse på den kritiserende anmelder. Udtrykket behøver tilsyneladende ikke nogen yderligere forklaring, alle véd, hvad en hvid, heterofil mand står for.

Og det er bestemt ikke noget godt. Sådan set har man ikke forstået betegnelsen ”hvid heterofil mand” rigtigt, hvis ikke man straks ser den skyldige i alle denne verdens ulykker for sig. Den hvide heterofile mand er et kvindeundertrykkende, racistisk møgsvin, der søler sig i sit køns hormonalt betingede, men derfor så meget desto mere ulækre tilbøjeligheder såsom at ville stikke sit erigerede lem ind alle mulige steder og afgive sin stinkende hæslige slim, der får alle ordentlige mennesker til at få brækfornemmelser.

Typisk for den hvide heterofile mand er, at han vil have magt og at han mangler empati, altså medfølelse med andre skabninger og kun tænker på at tilfredsstille sit eget behov. Til det brug har han i sit umådelige begær efter at undertrykke andre mennesker opfundet alle mulige tekniske instrumenter og hjælpemidler og har i det hele taget gjort verden ganske forfærdelig kompliceret. For eksempel er det ham, og ham alene, der er skyld i den industrialiserede verdens overforbrug af fossile brændstoffer og dermed truer resten af de levende, de moralsk værdifulde skabninger såsom kvinder og dyr, med udryddelse og varmedød. I det hele taget er død og undergang knyttet til dette dræbervæsen, der i menneskehedens navn burde udryddes jo før, jo hellere.

Tag nu bare manden som opdrager. Han udnytter straks sin privilegerede adgang til børn til øjeblikkeligt at misbruge dem seksuelt. Man kan ikke lade en voksen mand være alene med hverken drenge eller piger, uden at han straks udnytter deres troskyldighed. Derfor skal mænd hurtigst muligt smides ud af undervisning og pædagogik. Heldigvis er der mange, der går helt af sig selv, fordi de har indset, at de på forhånd er afslørede.

Derfor tror jeg også at mange, mange gifte svenske kvinder er utroligt lykkelige over det initiativ, gruppechef i Stockholms politi Ewa Carlenforshar taget, idet hun nu eksponerer de svinagtige mænd, der har sølet deres lem i prostitueredes uskyldige skød, over for deres koner. Hvor må de kvinder være glade for at der endelig er lidt retfærdighed til.

Og så må vi jo glæde os over en helt anden tolerance over for de mænd, der repræsenterer en fremmed kultur som for eksempel den nærorientalske. For det er jo noget helt andet, når folk, der er vokset op i en kultur med dybe rødder i et bestemt og uforanderligt verdenssyn kræver respekt for sine århundredegamle moralnormer. Hér er det jo til at forstå, at manden er den naturlige regent i samfund og familie. At udøvelsen af de kulturelle rettigheder kan synes en anelse brutal skal ikke forhindre danske kvindesagskvinder i at vise forståelse for den smukke og trygge familieform, de nærøstlige kulturer repræsenterer. For vi kan jo hurtigt blive enige om, at selv om muslimske kvinder nok på overfladen kan virke en smule undertrykte, så har de nedenunder den tilsyneladende tvang en stærk og selvstændig identitet, der langt er at foretrække for den i luften frit svævende selvforståelse, den (tvangs)heterofile hvide kvinde er udsat for gennem den hvide, heterofile mands tilsyneladende frigørende, men i bund og grund falske ligestillingspolitik, som ingen fornuftig kvinde bør tro på.

Hvad det handler om er at begynde at jage dette udyr, som den hvide heterofile mand er. Og i denne kamp er alle midler lovlige. Så nøjes ikke med at smæde og bagtale den hvide, heterofile mand. Nej, kriminalisérham, spær ham inde og tag først og fremmest hans stolthed og selvfølelse fra ham. Kastrér ham, om ikke fysisk, så åndeligt.

Når først den hvide, heterofile mand er af vejen, vil en ny, smuk og retfærdig verden åbenbare sig. Så derfor, alle kvinder, gør jer klar til at svine! Svine mænd til! Det er en højst nødvendig kamp, der vil føre til strålende resultater og give jer og jeres efterkommere et liv i hidtil uset harmoni og lykke! Hvis man vil se et godt eksempel på et lykkeligt kvindeliv med behagelig lavteknologi, så tag en tur til Afrika og lær at bære vand og hugge brænde. Det er bare lykken, er det!  

                                                                              Henning Prins


 Tilbage til forside  Tilbage til kommentarer Arkiv