|
Ethvert
stort forfatterskab afføder hundreder af små. Det må vi sande
omkring H.C. Andersen, Søren Kierkegaard og Karen Blixen, for nu
at nævne nogle hjemlige koryfæer. Om dem skrives der til
stadighed biografier, monografier og tekstanalyser i et forsøg
på at trænge dybere ind i deres forfatterskab og digtersind.
Derfor kan man efterhånden tale om et ”Anderseniana” og et
”Blixeniana”, det vil sige en slags åndelig geografi, hvor de
store ”fastlande” gøres til udgangspunkt for litterære og
sociologiske safarier. Den slags skriveøvelser er begrænset morsomme, især
fordi dem, der forsker efter ”hvide pletter” på landkortet,
som regel har et ukritisk udgangspunkt, fordi tilskyndelsen til
at skrive om den store forfatter oftest er hæmningsløs
beundring. Og man vil jo nødig skuffes i sin begejstring, så
når den store forfatter afslører sig som en kæmpekrukke og
desuden helt almindeligt menneske, der har drifter og behov, ja,
så gås der på kattepoter uden om denne ”lave” adfærd, så
helten eller heltinden står uplettet tilbage. På den måde
opstår der en indforståethed omkring disse ”gigantiske”
personligheder, der forhindrer et egentligt kritisk blik på
dem. Faktisk fortrænger alle disse tolkninger langsomt, men
sikkert både forfatter og værk til fordel for mere og mere
fortænkte monografier. Desuden samler de sig gerne i selskaber,
der nidkært vogter over såvel forfatterens gode rygte som på
hinanden. Derfor er det at bevæge sig ind på mineret område at
anmelde endnu en bog om Karen Blixen. Jørgen Stormgaards nye monografi ”Blixen og
Bjørnvig. Pagten der blev brudt” føjer sig nydeligt ind i
rækken af bøger, der tager Blixens evindelige krukkerier og
selviscenesættelser alvorligt. Med den monotone tilføjelse, at
alt det selvovervurderende pjat, hun lavede, var ironisk ment. Vel
var det ej! Og den berømte ”Pagt” med Thorkild Bjørnvig var
netop sådan noget, et par nyforelskede kunne finde på. Men man vil ikke besmudse forfatterindens eftermæle
ved at påstå, at hun og Thorkild Bjørnvig havde et direkte
fysisk erotisk forhold. Hun var jo tredive år ældre! Gys! Vi kan
jo heller ikke vide det, men med den smule livserfaring, 65 år
trods alt giver, er jeg overbevist om, at det var tilfældet, for
den slags forhold er skam ikke så sjældne endda. Næste
generation af Blixenfortolkere vil nok være lidt mindre sky over
for den side af sagen. Og ærlig talt, Blixen havde to ufrivillige
aborter i sin enkestand, og selv om hun guddommeliggøres af sine
biografer, så er hun altså ikke Jomfru Maria. Det er synd for de gode forfattere, at de bliver til
sådan noget hakkekød. Havde det så bare været én, der ikke
kunne lide Blixen og ønskede at give hende en på sinkadusen.
Det ville have gjort os meget klogere. Nu må vi nøjes med nogle bovlamme funderinger: ”Som
tankeeksperiment kunne det være interessant at forestille sig,
hvad den unge digter kunne være blevet til, hvis han havde kunnet
og villet danse med, når Karen Blixen bød ham op. Han var
sikkert blevet en farverig kunstner, berejst og erfaren i
kærlighedsanliggender. Han var blevet udadvendt og måske lidt
aparte i andre menneskers øjne.” Prøv lige at se, hvad der står i de tre sætninger.
Karen Blixen kunne have gjort ham fri (dansende)! Han kunne være
blevet en farverig kunstner med erotik som speciale. Han kunne
være blevet udadvendt. Og så kunne han være blevet aparte. Og hvad blev Bjørnvig så? Blev han ikke alt det? Det
er godt nok grove løjer, hvor tilforladeligt det end ser ud. De gamle grækere havde en uomgængelig regel: Man
måtte ikke afbilde mennesker i overstørrelse. Det var
blasfemi. Den regel gælder endnu.
Henning Prins
Jørgen
Stormgaard: Blixen og Bjørnvig. Pagten der blev brudt. Med
efterskrift af Frans Lasson. 182 s. 198, - kr. P. Haase og Søns
Forlag
|
