Det var med en
vis forventning, jeg åbnede Solvej Balles stort anlagte, ja, hvad
skal man kalde det? Essay, måske, om ”Det umuliges kunst”.
Det er jo altid spændende, når en kunstner forsøger at give en
altomfattende beskrivelse af, hvad kunst er – og ikke er. For at sige det kort, måtte jeg gruelig megen
gentagelse og katten-om-den-varme-grød-snak igennem, inden der
kom nogle realiteter på bordet. Balle har tydeligt nok pløjet
den europæiske filosofi grundigt igennem, og det har smittet af,
så det 224 sider lange essay mere ligner en filosofisk afhandling
end det, jeg gætter på, det er ment som, nemlig et angreb på
det 20. århundredes antikunst. Det virker som om Balle vil helgardere
sig mod enhver beskyldning for løsagtighed, så de samme begreber
og forestillinger vendes og drejes i én uendelighed. Først på
side 190 står det nøgleord, der kunne have åbnet ballet på en
langt mere spændstig måde. Nemlig ordet antropologi. Balles hovedsynspunkt er nemlig, at kunsten er en del
af det menneskelige overlevelsesberedskab og derfor indgår som en
nødvendig del af det menneskelige samfunds aktiviteter. Dette
synspunkt ligger under hele den lange argumentation for, at der
faktisk er noget, der hedder kunst, og implicit, at der derfor
også må være god og dårlig kunst. Forfatteren nævner som et udgangspunkt for en
diskussion om kunstens berettigelse den tyske filosof Adornos
ord om, at efter Auschwitz kan der ikke længere skrives digte,
forstået på den måde, at i og med at det ubeskriveligt grusomme
gøres til genstand for kunst, bliver det også smukt, og dermed
forrådes det ubegribeligt onde ved at gøres håndtérbart. Den
holder jo ikke en meter, for så skulle kunsten være afskaffet
for utalte tusinder af år siden. Tænk bare på mongolerne, der
byggede en pyramide af hovedskaller i Arabien. Tværtimod er
kunsten vel det eneste medium, der har mulighed for at bevare det
grusomme i vores erindring. Hele vejen igennem bogen vendes og drejes alle
argumenter for og imod kunsten som meningsgivende faktor i
menneskesamfundet. Det hedder i denne sammenhæng æstetikken
kontra kunsten, men jeg
aner en anden dagsorden, der kunne hedde kunstens deltagelse i og
opgåen i politikken. Det siges ikke tydeligt noget sted, men er
til stede som en understrøm i teksten. Personligt ville jeg med større fornøjelse have læst
en mere personlig, mindre distanceret polemisk pamflet, hvor Balle
rent ud sagde, hvorfor noget kunst er noget bras, og hvorfor andet
er værd at bevare. For hun redegør jo glimrende for kunstens
integritet tværs gennem årtusinderne. Det kan nås endnu.
”Thi
det, som martrer det levende bryst,
os fylder i kunsten med bævende lyst.”
Goethe
Solvej
Balle: Det umuliges kunst. 224.s. 198,- kr. Gyldendal
|
