Det store gidseldrama   11.02.2006

Fem millioner danskere er blevet taget som gidsler i dette århundredes mest latterlige sag, nemlig at det skulle være et forsvar for ytringsfriheden at lave karikaturer af profeten Muhammed.

Det hele begyndte med forfatteren Kåre Bluitgen, der før havde været på banen med et angreb på de voldelige unge muslimer på Nørrebro og en påpegning af den hetz, der blev drevet af visse såkaldte imamer i bogen ”De nye danskere”. Den vakte berettiget opsigt, navnlig fordi Bluitgen pr. definition var en del af det tolerante caffelatte-miljø på Nørrebro og derfor forventedes at lukke øjnene for den provokerende og kriminelle opførsel, visse ungdomsbander fra indvandrerkredse lagde for dagen. Men man kan roligt sige, at bogen ikke fik nogen større betydning, selv om biskop Kjeld Holm ellers var så venlig at lave pr for den ved at melde den til politiet.

Så forfatter Bluitgen søsatte et nyt projekt, der næsten helt sikkert måtte vække den opmærksomhed, han tilsyneladende begærede så voldsomt, nemlig en bog om profeten Muhammed. For der var ingen, der bedre vidste hvilke følelser en sådan bog måtte vække i det frustrerede indvandrermiljø end en vantro, der netop havde angrebet muslimerne. Selve det at skrive en historiebog om Muhammed ville næppe bringe mange følelser i kog, men afbildninger af profeten ville være dynamit, det vidste islamkenderen Bluitgen alt om. Dog var han for klog til at ville risikere sit eget og sin families liv, så til selve bogen han fik lavet nogle tegninger, der ikke kunne støde nogen. Nemlig tegninger, der viste en nydelig ældre arabisk købmand fra 1500-tallet med skæg og turban.

Det var der jo ikke meget mediestunt i, så Bluitgen gik til pressen med en ægte løgnehistorie om at ingen danske tegnere ville illustrere hans bog. Det var for så vidt rigtigt nok, men årsagen til at tegnerne ikke ville illustrere den var den simple, at Bluitgen ikke ville betale en ordentlig hyre for arbejdet. Men det syntes Bluitgen ikke, der var så meget sensation i, så det blev altså til historien om selvcensur.

Nu skal det for god orden tilføjes, at der faktisk var en del tegnere, der ville have sagt nej, hvis de var blevet spurgt, viser et løseligt rundspørge. Med den begrundelse at de ikke gad have alt det vrøvl. Nu blev de så kaldt feje.

Bluitgen fik bid hos da den ellers gennemcensurerede avis Jyllandsposten. Avisen, der var med til at lukke munden på Jens Jørgen Thorsen, da han ville lave film om Jesus og i øvrigt lavede sit famøse maleri i en jernbanetunnel af den korsfæstede Jesus med stiv pik, et billede, de fleste aviser nok mente, danskerne kunne tåle at se. Dog ikke Jyllandsposten. Og daværende kulturminister Niels Matthiasen demonstrerede, at Grundlovens paragraf om ytringsfrihed ikke er det papir værd, den er skrevet på, da han egenmægtigt tog støtten fra Thorsens film.

Man skal være meget, meget godtroende, hvis man hopper på Jyllandspostens begrundelse for at bringe tolv karikaturer af profeten, nemlig at forsvare denne i det daglige gennemhullede ytringsfrihed. De tegninger, som nogle stakkels naive kunstnere lod sig lokke til at lave, var et bevidst angreb på ikke blot det muslimske mindretal, men hele det Danmark, der forsøger at skabe en fredelig sameksistens med indvandrerne. Nu skal vi selvfølgelig ikke tillægge Jyllandsposten evnen til at udtænke en så djævelsk strategi, at målet var at styrke højrefløjen på begge sider af det religiøse skel, men ikke destomindre blev det resultatet. De ultrakonservative imamer, hvis tilstedeværelse i Danmark udelukkende er at forhindre en ny udgave af Islam i at opstå, nemlig en moderne, tolerant og sekulær, fik sig en sag, de kunne bruge til at slå de moderate muslimer i hovedet med. For disse imamer er faktisk udsendt af de diktaturer, mange indvandrere er flygtet fra, og med god grund: Hvis der her i Vesten opstod en stærk reformbevægelse indenfor Islam, der byggede på vestlige idealer om ligeberettigelse mellem kønnene, demokratiske rettigheder og retten til at tænke, tro og tale frit, ville det være den størst tænkelige trussel for lande som Saudi-Arabien, Syrien, Egypten m.fl.

Også for den dansk-nationalistiske fløj har Jyllandspostens tåbelighed været en gave. De får nu ret i deres påstand om, at disse imamer kun er sendt til Danmark for at skabe splittelse og at de har benyttet danskernes ukendskab til det arabiske sprog til at sprede uhyrligheder om det danske folk, mens de falsk har bedyret deres tolerante og demokratiske holdninger i altfor velvillige aviser, der troligt har lagt spalter til deres udgydelser. At det faktisk er de demokratisk sindede muslimer, der er det egentlige mål for imamernes hetz (og måske og for Jyllandsposten?) ses af den forfølgelse, et demokratisk og humant menneske som Naser Khader nu bliver udsat for!

I det hele taget har der fra begyndelsen af været et offer, nemlig den sunde fornuft. Indvandrervennerne og indvandrerfjenderne kan roligt tage hinanden i hånden, for de er enige om, at enhver form for analyse og omtænksomhed bør vige for følelsesladede og uigennemtænkte argumenter, der har forhindret enhver fornuftig snak om tingene. Indvandrervennerne har været et lige så stort problem for danske muslimer som Dansk Folkeparti, fordi de hovedløst har forsvaret folk som Abu Laban, der i tyve år har arbejdet som fjendtlig agent for en fremmed magt i Danmark og ikke, som det er blevet hævdet, som fortaler for en kultur, vi bør respektere. Abu Laban er en lige så stor fjende af de danske muslimer som Pia Kjærsgaard og gør derfor livet surt for de mange, der lever som danske muslimer og respekterede medborgere.

Men måske skal vi alligevel være tumper som Kåre Bluitgen og Jyllandspostens kulturredaktør taknemmelige, for nu kommer årtiers tåbelighed for dagen. Hele den åh-så-forstående fløj af bløddyr og den lige så forstenede af fremmedhadere er blevet eksponerede som ignoranter, der nægter at se kendsgerningerne i øjnene, nemlig at den danske demokratiske kultur ikke kan leve sammen med en kirke som den islamiske, der gør krav på at kontrollere alle menneskelige livsytringer. For det er faktisk det, Sharia betyder, nemlig et religiøst system, der indbefatter hele samfundslivet og som er det endegyldige svar på alle politiske spørgsmål. 

Det er jo netop det, de allerfleste muslimske indvandrere er flygtet fra. Og det bør være helt indiskutabelt, at man ikke flygter til et land som politisk forfulgt for derefter at søge at genindføre det diktatur, man er flygtet fra. Og det betyder, at der bør være konsekvenser for de imamer, der med forsæt har rejst den muslimske verden tynd for at udbrede bevidste løgnehistorier om det land, der giver dem husly og ernærer dem. Personligt mener jeg, at der er en række af dem, der bør udvises som en trussel for Danmarks nationale sikkerhed. Det skulle ikke være så stort et humanitært problem, eftersom disse imamer ikke har statsborgerskab og heller ikke har søgt det, dels jo er mere end velkomne i den islamiske verden, hvor de tilsyneladende bliver højagtede. At en udvisning skulle være en krænkelse af trosfriheden og ytringsfriheden, som Politiken hævder, er gedigent vrøvl. Vi viste nåde overfor den østtyske spion Jörg Meyer i sin tid og gav ham kun et år, inden vi udviste ham. Vi udviser endnu større nåde, hvis vi nøjes med at udvise imamerne og ikke anklager dem for fjendtlig agentvirksomhed, sådan som vi burde.

Med hensyn til de to andre skyldige aktører, Kåre Bluitgen, der ofrede tegnerne for et mediestunts skyld, og Jyllandsposten, der bidrog til at eskalere fjendtlighederne mellem befolkningsgrupper i Danmark, ja, så lad dem stege i deres eget svinefedt.                                                  

                                                                          Henning Prins