Det ene ord tog det andet, hedder vendingen. Men den siger jo ikke noget om hvordan eller hvorhen. Det kan man nu få alt at vide om i Birgit Munchs seneste maskingeværsalve af dum-dum-ord, ”Faderkageorgiet”, hvor ordene på det lystigste bider hinanden ikke blot i halen, men overalt, hvor der kan sættes en hugtand ind.

Forlaget vil vide at mene, at vi kommer ind i ”et surrealistisk, mareridtsagtigt univers”. Jeg synes nu især, at det er en leg med hvad ord og begreber betyder og kan betyde, alt efter hvordan man håndterer dem og sætter dem sammen. At teksterne er desperate, er tydeligt nok, men desperationen synes mest at være et resultat af at forfatteren har fået et så avanceret og kynisk forhold til sproget, at hun ikke længere stoler på det enkelte ords evne til at udsige noget bestemt. Det er som om forfatteren evner at se hele sproget som ét stort tastatur, hvor hun for sjov kan taste alt muligt ind og så more sig over, at det alligevel ikke kan lade være med at give én eller anden mening. Nedenunder det hele ligger så fortællingen om, hvor stum ord kan gøre et menneske, og dét er en desperat situation. Hele denne overvældende kaskade af ord minder om et frossent Niagara, imponerende i sin vælde, men helt ubevægeligt.

Men hvis man trænger til at more sig, så skal man læse ”Faderkageorgiet”. Men gør det i små portioner, ellers får man ordforstoppelse.

                                                    Henning Prins                                                                      

Birgit Munch: Faderkageorgiet. 118 s. 199,- kr. Borgen  

 

Tilbage til forside Tilbage til anmeldelser