Terry Pratchett er en
af mine favoritter, når det gælder Fantasy, som de moderne eventyr kaldes, og som blev skudt ind med
Tolkiens kæmpeværk ”Ringenes herre”. Siden er der kommet et utal
med Rowlings tophit ”Harry Potter” som en suveræn nummer et. Men
Terry Pratchett skiller sig ud fra bl.a. Rowling ved at være virkelig
bevandret i fortidens mytologiske verden og kende noget til heksekunster
– og deres begrænsninger. I Harry Potter-bøgerne hersker naturlovene
ikke, troldmænd og hekse kan frit fremtrylle hvad som helst, uden at
det kommer til at mangle et andet sted. Hos Pratchett skal balancen
holdes, hvis en troldkyndig fifler med naturen, så har det
konsekvenser, der kan mærkes andre steder. Faktisk bliver man (børn)
klogere af at læse Pratchett, fordi han bruger sin sunde fornuft og sin
store humor, når han fremmaner sine eventyrlige skikkelser.
Selv holder jeg meget
af hans bøger fra ”Skiveverdenen”, hvor jorden er flad og vandet
falder ud over kanten, ganske som vore forfædre troede. Den flade jord
står på ryggen af fire kæmpeelefanter, der igen står på den store
skildpadde An Tuin, der langsomt vandrer fra den ene ende af universet
til den anden. Indisk og kinesisk urmytologi i humoristisk udgave.
Nu har han skrevet en
kærlighedserklæring til den store masse af kridt, der udgør
Sydengland, og som bl.a. stikker så smukt frem i Dover. Dette område
er spækket med myter fra de ældste dage, og Pratchett haler dem ved
hjælp af sin hovedperson, pigen Tiffany Smertling, frem af fortidens
tåger og gør dem virkelige for vores øjne.
Men det er bestemt
også en historie, der er stærkt inspireret af H.C. Andersens
vidunderlig eventyr ”Snedronningen”. For dér på ”Kridtryggen”,
som de lokale kalder området, der vistnok hedder ”The Downs”
begynder der at ske mærkelige ting. Først og fremmest dukker der en
uhyrlig bande små, blå mænd frem af intet. De ligner nisser med deres
røde hår, men de er en bande røvere og banditter med et muntert
sindelag, der gemytligt bander og sværger og ellers har store problemer
med sproget. Og så kalder de sig Nikser, og det er jo noget helt andet
(og det er det bestemt, det kunne jeg skrive en hel afhandling om!)
Et besynderligt uhyre,
der normalt optræder i en gammel eventyrbog, er lige ved at æde hendes
irriterende lillebror, som Tiffany en anelse uforsigtigt bruger som
madding for med sin mors stegepande at kunne slå det for panden.
Den slags gør man ikke
ustraffet, og pludselig har magterne bortført Tiffanys lillebror. Det
er dronningen over drømmeland, der har taget hendes bror til sig, for
hun elsker små børn. Men desværre véd dronningen slet ikke, hvordan
man passer små børn. Hun kan kun give dem slik og legetøj, så de har
det rigtigt skidt, stakkels unger!
Så Tiffany tager sin
stegepande i hånden og ifølge med de små blå mænd drager hun ud for
at finde dronningen. Det er et eventyr, hvor man aldrig kan stole på
det, man ser, for alting forvandler sig til noget andet. På den måde
lærer Tiffany at søge efter realitetssansen inde i sig selv, og det er
jo ikke det værste.
Forlaget hævder, at
bogen kan nydes af alle fra ti år og op. Det er sikkert rigtigt, men
bogen er faktisk et filosofisk skoleridt af de større, så bogen egner
sig især til at blive læst op af en voksen, der kan snakke med barnet
om det de oplever. Og der er nok at snakke om. Pratchett har gjort det
igen.
Henning Prins
Terry Pratchett: De små blå mænd. Roman. 304 s. 269,- kr. Borgen
