Et søndagsbarn  

 

 

Omslaget på Jørgen Gustava Brandts erindringsbog ”Mit liv” fortæller på en måde det hele. Vi ser et hus ligge forborgent i halvmørke inde bag en stor gitterport. Vinduerne er tomme og mørke, det hele oser af noget ufortalt. Men udenfor er der fuldt lys på, lidt ekstra farve skal muntre op, og minsandten om der ikke sidder en ræv, der er klippet ud i pap og ser polisk på os. Jo, der er taget forbehold for det meste. Og det er godt. For Gustava Brandt når hurtigt frem til den indsigt, at hvis man vil fortælle sandheden om sit liv, må man lyve.

Jørgen Gustava Brandt er københavner med et meget stort K. Vokset op som han er i en stor familie, der driver virksomhed i hjertet af byen, med mindelser om ”Huset Buddenbrooks” og hele en bestemt tids på én gang rodfæstede og så, via familie og forretningsforbindelser, ganske internationale liv. Og den lille Jørgen er da også, helt efter bogen, ikke nem at anbringe i én af de kategorier, familier nu en gang gerne vil have puttet deres poder ind i. Noget fornuftigt, givtigt, solidt.

For Jørgen vil, véd han allerede tidligt, være kunstner. Og det både patriarkalske, men også sært frisindede miljø, er ideelt for et lille vidunderbarn at vokse op i. En onkel og tante bor i Frankrig, og hér finder den spirende bohéme sit første åndelige hjem.

Og så fremdeles. Det storslåede og betydningsfulde ved Gustava Brandts erindringer er den skildring af et København, der er som en boblende grød af talent, livslyst og den herligste promiskuitet. For vor tids snerpede nyvictorianisme har vist glemt alt om, at livet skal leves, og det skal leves hér og nu.

Man kan roligt sige, at Gustava Brandt er en troløs sjæl, der som en flittig honningbi får besøgt både de smukke og de sjældne blomster og suget nektar til sig overalt. Han er en forfører og befriende glad for sig selv. Men, som jeg indledningsvis sagde, så ligger det mørke, tomme hus derinde bag gitterlågen og tier. Og som Gustava Brandts livsfortælling skrider frem gennem tiden, bliver man sig denne tomhed mere og mere bevidst. For det, der var anekdoter om de mange kendte ansigter, der fysisk og åndeligt interagerede med digteren, bliver til et tapet af namedropping, så man i overmæthed har svært ved at fæstne sig ved de ellers nok så sensationelle dyneløfterier og ret så afslørende fortællinger om tidens kendte ansigter fra det, Gustava Brandt frimodigt kalder ”parnasset”, og som han selv udelt tilhører udi egen selvforståelse. Forlægger Claus Clausen har næppe haft meget at skulle have sagt over for den dødsmærkede forfatter, for en kraftig redaktionel udlugning ville have tjent disse erindringer umådeligt. Det halve ville snildt kunne have gjort det.

Men som sagt: netop i sin ærlige konstatering af den opdigtede historie som den sandeste lykkes det Gustava Brandt at videregive et troværdigt billede af sin tid. Som vi ser, så var han en lykkejæger med store ambitioner, der aldrig lykkedes helt som kunstner. Måske fordi prisen var for høj. Og ærlig talt, kunne han have valgt et bedre liv? Det tavse hus ruger fortsat over et svar, vi aldrig får, for Gustava Brandt døde kort efter erindringernes udgivelse.

 

                                                                          Henning Prins

 

Jørgen Gustava Brandt: Mit liv. – 387 erindringer. 768 s. 350,- kr. Tiderne Skifter