Den litterære markedsplads er efterhånden fuldstændigt oversvømmet af hvad jeg vil kalde ”bogsnedkeri”. Det vil sige, at en forfatter, gerne en journalist, sætter sig for at stykke en bog sammen af udsagn fra en eller flere personer, der nyder almindelig anerkendelse for deres arbejde eller er berømte for andre ting. Det er en stensikker måde at lave en salgssucces på, hvis ellers journalisten vælger den eller de rigtige personer. For man kan sige, at de i bogen optrædende personer gennem deres livsværk har sikret, at der automatisk vil være skabt opmærksomhed om bogen på grund af de medvirkendes kendthed. Med andre ord en smart fidus.

Herhjemme er der ingen mangel på den slags bøger, visse journalister formeligt spyr dem ud, og der må jo være et stort behov, for de sælger i store oplag. Også et koryfæ som Johannes Møllehave gør sig i den branche og udgiver strømme af bøger, hvor han selv og en anden kendis fortæller om deres nære venskab og interessante tankeudvekslinger. I mine øjne ligner det rovdrift på andre menneskers arbejde, hvad enten de nu er kendte forfattere, skuespillere, politikere eller andre fremtrædende offentlige figurer. For selv yder journalisten ikke det store arbejde, ofte er niveauet for de eksistentielle spørgsmål om livet og døden temmelig ordinære. Men kendisserne er tilsyneladende med på den, der er gået ugeblad i litteraturen.

Informations Forlag følger trop med ”Filosofi i terrorens tid”. Et skrift af ”associate professor”, hvad der vist nærmest betyder undervisningsassistent på dansk, Giovanna Borradori, der underviser på Vassar College i USA og hvis øvrige litterære produktion helt falder indenfor bogsnedkeriets rammer, idet hun producerer samleværker med andre filosoffers synspunkter, helt i tidens ånd.

Det bringer mig på den tanke, at vi befinder os i en overgangssituation, hvor ikke mindst filosofien er ude at svømme. I bogen, der prydes af hele to lange forord, nemlig såvel oversætternes som forfatterens, hævdes det at være enestående, at to så forskellige filosoffer som Habermas og Derrida kan være i, ja, ikke stue, men bog sammen. For Habermas er jo tysker og Derrida franskmand og står derfor for to helt forskellige traditioner. Tja, det gør de måske, men Derrida er jo påvirket af Martin Heidegger, der mig bekendt er tysker, så det…er vist noget vrøvl.

Borradoris udgangspunkt er, at begivenhederne 11. september 2001 er et fundamentalt vendepunkt i verdenshistorien. Det bygger så alle hendes spørgsmål på, og de to filosoffer gør deres bedste for at tilfredsstille hendes behov. Men da de begge er tænkende væsener med stor historisk viden, kan de ikke uden besvær medgive, at 11. september nu også er så afgørende en begivenhed. For sandheden er jo, at ”Det ny Rom”, som USA ofte koketterer med at være, ja, hvor man ligefrem taler om en ”Pax Americana”, ligner det gamle Rom i den henseende, at én amerikansk borgers liv er helligere end tusinder af andre menneskers. Det ses bl.a. deraf, at USA ikke kunne drømme om at anerkende en international krigsforbryderdomstol. Amerikanere gør sig pr. definition ikke skyldig i den slags.

For denne læser ser det ud som om det grundlag for filosofisk tænkning, der blev grundlagt med Kant, nemlig moralfilosofien, pligten til at handle moralsk, og hele den humanistiske tænkning står over for nogle udfordringer, den ikke kan besvare. Fremtidens filosofi kommer ikke uden om at måtte grave meget dybere i de menneskelige grundvilkår, og det kan ikke længere blot gøres ved logisk tænkning, men kræver hele det videnskabelige apparat. Antropologi, genforskning og hele udtrækket. Og hér vil Kants etiske fordring selvfølgelig være vældig nyttig. Så må vi bare håbe, at det indgår i de naturvidenskabelige forskeres pensum.

 

Giovanna Borradori: Filosofi i terrorens tid. 208 s. 248, - kr. Informations Forlag