Der udkommer for tiden
en strøm af bøger af og om filosoffer. Især de store tyske filosoffer
fra 1800-tallet er på banen, fordi de i særlig grad tager fat på de
erkendelsesmæssige problemer, det moderne menneske står midt i.
Hér tilbyder tyskerne,
dvs Kant, Hegel, Schopenhauer og Marx m.fl. intet mindre end en
fuldstændig verdensforklaring. Og den kan der nok være behov for.
Hele den nutidige
misére begynder i slutningen af 1700-tallet med den optimistiske tro
på videnskaben, dvs at kun det, der kan måles og vejes, har eksistens.
Til gengæld ville der heller ikke være nogen grænser for, hvor vidt
man i den henseende kunne komme. Alt ville i den sidste ende komme under
det intelligente menneskes kontrol. Fornuften, og gennem den også
medfølelsen og retfærdigheden, humanismen, med andre ord, ville skabe
et samfund, hvor mennesket ville trives. Den ny tankegang skulle gøre
alle mennesker til brødre, hierarkier og autoritéter skulle ikke stå
i vejen for den naturlige udfoldelse. Men i dag véd vi bedre.
Hegel, der var et
mønstereksempel på oplysningstidens forestilling om en skønånd og
filosof, havde den tanke, som han lånte fra Platon og Kant, at der uden
for den menneskelige erfaring fandtes principper, der ikke kunne
erkendes erfaringsmæssigt, men kun ved streng logisk tænkning. På den
baggrund opbyggede han et system af begreber eller kategorier, et
såkaldt dialektisk system, hvor begrebet a
som udgangspunkt må føre til sin modsætning b
og ud af disse modstillinger uddrages så en
højere enhed, i hvilket modsætningerne ophæves til noget nyt.
Altså, idéen er, at ethvert begreb i sig selv rummer sin egen
modsætning. A: varme. B: Kulde. Konklusion: Lunken!
Det er umiddelbart
noget vrøvl, hvad Hegel godt vidste. Han havde imidlertid den tro,
at fremtiden ville give ham ret i dette anelsesfulde. Og det fik han til
en vis grad, idet filosoffen Karl Marx formåede at give Hegels
dialektiske metode mening ved at anvende den på historien og samfundet,
for eksempel til teorien om klassekampen.
Hegel havde stor
betydning på sin tid (1770-1831) og påvirkede vor egen store filosof
Søren Kierkegaard, der fulgte nogle af hans forelæsninger i Berlin. I
dag betyder Hegel mest noget som igangsætter.
Og hér kommer en meget mere interessant person, nemlig hans elev
og kritiker Arthur Schopenhauer (1788-1860).
Schopenhauer er den
første moderne filosof i den forstand, at han inddrager hele det
menneskelige spektrum, dvs forstand og følelser, i sit forsøg på at
danne sig en verdensanskuelse. Og den er ramsaltet. Det er ikke noget
tilfælde, at Schopenhauer indtil nu har været totalt ignoreret af alle
fremskridtsvenlige intellektuelle såvel som alle magthavere, idet man
bedst kan beskrive hans filosofi som en form for antropologisk filosofi.
Han siger nemlig alt det om os selv, vi ikke vil høre. Han undersøger
med åbne øjne naturens indretning og menneskenes faktiske adfærd og
udleder deraf, at det er en nådesløs verden, vi lever i, og at vi er
dømt til at lide. Og den fremmeste årsag til vores lidelser er vores
begær, der hos Schopenhauer hedder ”Vilje”. Ikke så snart har et
menneske opnået det, det ville, før det straks vil noget nyt. Ergo,
siger Schopenhauer, må vi holde op med hele tiden at ønske os noget.
Men det er som bekendt lettere sagt end gjort. Selv troede Schopenhauer,
at han ved at leve i askese som en anden indisk yogi
kunne befri sig for denne verdens begær. Men det er ikke kun i
fysikken, kogende vand eksploderer i lukkede rum. Det gælder også rent
psykologisk. Så Schopenhauer var faktisk optændt af begær efter at
blive anerkendt. Og blev det også omsider.
Schopenhauer er mindre
interessant, når det gælder det metafysiske. Han troede lige som Kant,
at man ikke kunne erkende begrebet selv, ”Das Ding an sich”. Derfor
hedder hans hovedværk da også ”Verden som vilje og forestilling”.
Bag det hele ligger den gamle indiske skabelsesberetning, ”Brahmas
drøm”, hvor verden er tilsyneladende, men ikke reel. Men hans
beskrivelser af menneskets dårskab i sin stræben er kunstnerisk set
noget af det bedste, den tyske filosofi har præsteret til dato.
P.S.: En læser, Jan Michaelsen, har gjort mig opmærksom på at Kierkegaard ikke direkte var elev af Hegel, men af dennes elev Friedrich Schelling. Hegel døde ti år før Kierkegaard kom til Berlin. Han mener desuden, det er meget forkert at betegne Schopenhauer som elev af Hegel. Han var hans skarpeste kritiker, fremhæver han. Men de to ting modsiger nu ikke hinanden. H.P.
Arthur
Schopenhauer: Verden som vilje og forestilling. Oversat af Søren R.
Fauth. 648 s. 399,- kr. Gyldendal
Friedrich
Hegel: Åndens Fænomenologi. Oversat af Claus Bratt Østergaard. 648 s.
399,- kr. Gyldendal
