|
Er dette Sara
Stridsbergs ansigt? Eller er det ren fiktion? |
Tillad mig, inden jeg prøver at vurdere Nordisk
Pris-vinderen Sara Stridsbergs nye bog, roman kaldet, at lave et lille
tankeksperiment. Tænk, hvis der hér i Skandinavien fandtes en
psykopatisk og vred ung mand, der var vokset op som alenebarn hos en
dominerende mor, der måske endda misbrugte ham. Og at han desårsag
blev bøsse og desuden en intens kvindehader. Den slags sker da en gang
imellem. Og tænk en gang, hvis han i fuldt alvor, og med støtte i den
nyeste videnskab, mente, at kvindekønnet helt kunne undværes, eftersom
ny teknik gjorde det muligt for mænd at få børn sammen helt uden
kvinders hjælp. Og hvad nu, hvis han samtidig var en umådelig
ambitiøs kunstner, men manglede evnen til at kunne koncentrere sig, så
han aldrig fik lavet noget færdigt. Han kunne måske finde på at give
sit oprør eftertryk ved at skyde en prominent kvindelig forfatter som
f.eks. Sara Stridsberg. Og så kunne en smart forfatter skrive om det ti
år senere som et smerteligt helteepos. Jo, jo, den er go’ nok.
Historien viser os med al ønskelig tydelighed, at forudsætningen for
at blive en helt ikke er det gode eller onde, man forvolder, men den
opsigt, det vækker. Herostratos hed han, tempelafbrænderen.
|
S.C.R.E.W
Manifesto
(Society
For Cutting Up Reactionary Women)
By
Mads Mandsen
|
Nå, den lader vi stå et øjeblik.
Og så til Sara Stridsbergs manifestagtige litani
"Drømmefakultetet" om Valerie Solanas, der kalder sig roman. Sikkert af praktiske grunde og
for at undgå at blive hængt op på meninger, hun måske, måske ikke
har. Det er bare noget, figurerne går og gør, ikke forfatterens egne
synspunkter, som vi dog kender lidt til, eftersom hun har berettet, at
hun var ved at besvime af fryd, da hun læste Valerie Solanas ”SCUM-Manifesto”,
der i al beskedenhed ønsker at udrydde alle mænd. Sådan!
Når
jeg kalder bogen for et litani, skyldes det dens lange, bølgende og sig
selv til stadighed gentagende vendinger og billeder, der skal tjene som
dække for forfatterens manglende mulighed for at fortælle den
virkelige historie om Valerie Solanas. Fordi den ikke kan skrives, hvis
mytens sommerfuglestøv skal bevares. Og det skal den for enhver pris.
Desuden er det, hvad jeg vil kalde for ”kunstnerisk camouflage”,
altså poetisk mangel på præcision, der ligesom skal tegne omridset af
en smerteramt personlighed, der til syvende og sidst er et offer. Det
har i øvrigt undret mig såre, at så mange anmeldere på store, ansete
aviser slet ikke har haft en moralsk synsvinkel på hele denne ”fiktive”
fortælling om en historisk person, når det tydeligt fremgår, at
forfatterinden intet har til overs for den ulykkelige skæbne, der
overgik den totalt sagesløse Andy Warhol,
hvis eneste forsyndelse tilsyneladende har været, at han tog sig af
Valerie og prøvede at hjælpe hende i vej. Hér er nogle udpluk af
anmeldelserne: Jacob Levinsen skriver i Jyllandsposten ”For den
sprogligt brillante Stridsberg (f. 1972), der uden at miste hverken sit
eller læserens overblik kan springe frem og tilbage i tid og mellem
mange forskellige sprogtoner og udtryksformer, har skrevet en storslået
solidaritetserklæring til alle kvinder som Solanas. Ikke fordi hun
skød Warhol, som aldrig kom sig helt, men
for hendes rasende forsøg på at opretholde en form for selvstændighed
og integritet og insistere på kærlighed, selv om verden på intet
tidspunkt syntes at ville have med hende at gøre.” Og Politikens Lise
Garsdal har bl.a. denne rubrik: ”Sara
Stridsberg bevæger sig gennem sproget som en alf i kampstøvler. Hendes
fiktion over en af feminismens radikale frontfigurer er mildt sagt
opkvikkende læsning.” Og den er ikke alene opkvikkende, ”En ting er
i hvert fald sikkert: Mens Warhol hænger
trygt bag skudsikkert glas på Louisiana og sender hilsner fra en
svunden tid, er Valerie Solanas vågnet fra de døde. Skøn og gal som
aldrig før. Og foruroligende kampklar.” Den myrdede Warhol
er ligegyldig, mener Garsdal, mens Solanas
rejser sig fra de døde! Mai Misfeldt
fra Berlingeren føler heller ingen tilskyndelse til at fundere over
forfatterens egentlige hensigt med dette stykke agitation i
digterklæder: ”Det er Stridsbergs fortjeneste, at hun formår at
gøre Solanas’ historie til et stykke litteratur, der hele tiden
undersøger grænserne for sig selv. Som Andy Warhol
var det, er forfatteren en parasit, der suger på dette levede tragiske
liv, og hun gør det med en stor kærlighed og smerte, som gennemsyrer
siderne i denne vilde roman. Min eneste kritik er, den bliver for lang
iblandt, men ellers kan romanen kun anbefales til den læser, der er
interesseret i at se, hvad man kan med romanen af i dag.” Bid mærke i
hendes påstand, at Andy Warhol var en
parasit!
Men bortset fra det moralsk forkastelige i at
støtte massemord, der jo ikke har noget med bogens kunstneriske
kvaliteter at gøre, så vil jeg kalde den en slibesten af dimensioner.
Forfatteren kan tydeligvis sine klassikere, vi er syltet ind i cowboy-
og sydstatsromantik for alle pengene og kører frem og tilbage i ”A
Streetcar named Desire” sammen med Tennessee Williams og William
Faulkner og alle de andre. Og hvordan forfatteren får sin næsegrus
beundring for sjofelt mandesprog til at rime med sin erklærede
friørelsestrang, står hen i det uvisse. Ulækker sperm, fuck, pik,
kusse og en ulidelig hørm af alle former for forrådnelse slår op fra
siderne og skal illustrere det amerikanske samfunds råddenskab. Og det
kunne jeg da godt tro på, hvis bare der var lidt vægt bag de alt for
mange ord. Men sandheden er, at Solanas liv, som ingen faktisk véd
særligt meget om, blot er et skjul for Stridsbergs personlige
synspunkter, der bifalder SCUM-Manifestet.
Det er derfor, det er så vigtigt for hende at kalde den en roman og
påberåbe sig fiktionen.
Henning Prins
Sara Stridsberg:
Drømmefakultetet. Roman. 361 s. 299,- kr. Athene. Aschehoug
NB:
For at føje spot til skade fik Sara Stridsberg Nordisk Pris for dette
femifascistiske makværk. Men det passer jo fint med de degraderinger,
alle en gang så værdige priser har været udsat for. Nobels fredspris
til blodtilsølede krigskarle eller nyvalgte præsidenter, Nordisk Pris
til tilhængere af kvindechauvinistiske udryddelsesplaner overfor alle
mænd. Hvad med at indstifte Neuengammeprisen til den slags Mennesker?
H.P.
