Fortids fremtid  

 

 

Over indgangen til Oraklet i Delfi stod der en statue af guden Apollon, og under den stod der: ”Kend dig selv!” Det var den drilske Apollon, der advarede mod at tro på sibyllen Pythias profetier, fremsagt som de blev i en rus fra giftige dampe, der stod op fra en sprække i den klippehule, hvori hun sad. Lær dig selv at kende, og du vil vide mere om din fremtid end nogen spåkone vil kunne sige dig.

Den visdom har mange forfattere taget til sig. Marcel Proust i ”På sporet af den tabte tid” og Hamsun, der skrev om sin fortid i ”På gjengrodde stier”.

Egon Clausens tid er ikke tabt, men skal genfindes, og det bliver den i hans utroligt velskrevne og charmerende bog ”Fodrejse ad tilgroede spor”. Og det er vel at mærke et fuldt berettiget lån, han hér gør, for han drager tilbage til sin barndoms fødeegn for bogstaveligt at gå ad tilgroede jernbanespor.

Men det er en fortælling, der i sig selv følger forskellige spor, nemlig egnshistorie med beskrivelser, men også en indre dialog hos forfatteren og ikke mindst handler bogen om det moderne, det gamle og romantikken omkring naturen.

Den del af Vestjylland, han med malerens præcision opruller for vores øjne, er vel stort set ukendt for de fleste danskere, og man skal også åbne sine øjne for at se et landskab, der for en flygtig betragtning kan virke endeløst og fladt.

Med rygsæk og vandrestøvler begiver han sig ud ad den nedlagte bane, der gik fra Nørre Nebel til Tarm. Vi møder mennesker, der har dybe rødder på egnen, eller tilflyttere med mange idéer. Alle fremtræder de som sympatiske, hvad der givet grunder sig i forfatterens eget sympatiske væsen. Men kritikløs er han bestemt ikke, blot må han demonstrere den samme rådvildhed, som vi alle står i, nemlig, hvad er fremskridt, hvad er godt landbrug og hvad er ”københavnerromantik” om naturen.

Så når vi med fryd har gennemvandret turen til Tarm ad mere snoede spor end jernbanens, må vi nærlæse, hvad der egentlig er Egon Clausens ærinde udover at ville præsentere os for en glemt udkant af Danmark.

For mig at se er der to Egoner, nemlig københavner-Egon og jyde-Egon, og de to har det ikke særligt godt sammen. Jeg kan ikke undgå at få det indtryk, at københavner-Egon har en skidt samvittighed overfor jyde-Egon. Ja, at han har forrådt ham. Derfor sker der nogle pudsige hamskifter undervejs, hvor jyde-Egon slipper ikke så få fordomme løs om ”københavneriet” og dets skalten og valten med ”almindelige” mennesker. Et centralt punkt i bogen er den såkaldte ”naturgenopretning”, hvor forsøget på at lægge Skjern å tilbage i naturlige snoninger forekommer ham at være et forræderi mod de bosiddende bønder (lodsejere, kalder han dem). Og ret har han i at Svend Aukens miljøministerium klart undertrykte demokratiet med alle mulige fiksfakserier. Men historien om Skjern å er jo lidt længere end som så. Da man rettede åen ud, og lodsejerne kunne lægge en masse land under plov, var det jo ikke rigtigt nogen succés, bl.a. fordi ådalen, der siden istiden er meget bred og en gang med et stort delta, består af gennemvåd tørv. Og når det tørrer, synker det sammen til ingenting. Desuden førte ”vandmotorvejen”, som kanalen, der ledte åvandet ud i Ringkøbing fjord, blev kaldt, en masse okker med sig, så fiskene, bl.a. den sjældne laksefisk Smelten, uddøde.Den oprindelige ådal havde en rensende effekt på vandet i modsætning den nye ”genopretning”.

Men mens vi kommer omkring i området og møder dets mennesker, undgår man ikke at opleve, at stedet er på vej til at blive en stillestående udørk. På grund af den mangel på en politik for Udkantsdanmark, der har været en kendsgerning siden firserne, ja, før, men også fordi den opfindsomhed og solidaritet, der en gang prægede egnens beboere, synes at være forsvundet.

Egon Clausen står tilsidst i endestationen Tarm, der faktisk betyder det, navnet udsiger, og åbner for en vision om, hvordan Tarm kunne være. Og det er en rigtig god idé. Men også en idé, der har noget at gøre med, hvorfor Egon en gang brød op fra Hemmet for at være med til at lave verden om.

Så jeg vil sige, at ”Fodrejse ad tilgroede spor” ikke blot er en smuk fortælling om et særpræget område og nogle særprægede mennesker, men en fortælling om de dilemmaer, hele verden står i. Skal vi bare lade tiden stå stille i Tarm og Nørre Nebel, for selv siger de fastboende, at de er helt tilfredse med, som det er. Eller skal der pumpes initiativ og foretagsomhed ind i de forsømte områder?

De mennesker, vi møder, der forsøger at skabe noget nyt, løber hele tiden ind i nederlag. Så måske er svaret at lade Skjernådalen blive den blanding af fuglereservat, tivoli og turistfælde, den allerede er på vej til at blive. For noget tyder på at den seje vestjyske stædighed lige så godt kan føre til stilstand som fremskridt.

Ja, nu har jeg sagt lidt om bogen, der kun er på 166 sider, men som har så mange lag i sig, at jeg kommer til at læse den flere gange. For det er en bog, der er aktuel for alle, ikke blot danskere.

 

                                                             Henning Prins                                       

 

Egon Clausen: Fodrejse ad tilgroede spor. 166 s. 158,75 – kr. Gyldendal