Fuldendt afslutning

 

Hvorfor skal omslagene altid være så grimme?

Hvad er den vigtigste dag i en Potterfans liv? Det er hverken jul eller fødselsdag, men den dato, den næste Potterbog udkommer! Jeg véd det, for jeg hang på fra jeg fik ”Hemmelighedernes kammer” i hånden og var solgt til dette sælsomme univers, hvor naturlovene måtte give fortabt over for magiske besværgelser og hvor alt så ud til at kunne lade sig gøre.

Jeg har tænkt meget over, hvad der giver Potterbøgerne deres enorme slagkraft og læserappeal, og jeg er kommet til det resultat, at Rowling er en ægte arving til de store engelske prosaister Dickens, søstrene Brontë og Jane Austen. Hun ejer evnen til at forbinde det nære med det fjerne, at lægge den store virkelighed ind i den lille. Og så har hun humor. Jeg har grinet, og jeg har hygget mig. Ja, jeg tror, at ordet charme er det mest dækkende, når det gælder J.K. Rowling. Faktisk har jeg udviklet en vis afhængighed af Potter, sig det ikke til nogen. Lidt pinligt for en voksen mand, der burde kunne se igennem dette spind af tvivlsom magi, der mest bruges til at lave sovs og skrælle kartofler med, eller få sin teske til at røre rundt i koppen af sig selv. Når tryllestaven altså ikke lige bruges som våben. For så er det ikke sjovt.

Og nu er den allersidste Potterbog udkommet, hvad skal der blive af mig? Ja, jeg skal nok vogte mig for at røbe noget, for der skal jo nok være enkelte, der endnu ikke véd om Harry må lade sit unge liv til den onde Voldemort.

Hér i sidste bind er vi langt fra Hogwarts knejsende murtinder, hjemme hos verdens værste mugglere, familien Dursley, der nu som krigsflygtninge må tage imod beskyttelse fra de troldmænd og hekse, de hader af et godt, småborgerligt hjerte. For nu skrider troldmandssamfundet i alle bånd og fuger, det ministerium, der skulle beskytte mod terror, er gennem sin overdrevne kontrol med borgerne selv blevet en terrorfaktor og dermed åbent for infiltration. Så nu haster det for Harry med at komme i dækning, inden han bliver myndig og derfor ikke længere er under den kraftige besværgelse, hans mor lagde over ham i dødsøjeblikket.

Dødsgardisterne er overalt og holder øje med hver en bevægelse, og Voldemort véd, at Harry er nødt til at flytte sig. Og han véd fra sin spion også hvornår!

Og hermed styrter vi os lige ud i et forrygende luftslag på koste, flyvende motorcykler, helheste og en Voldemort, der nu også kan flyve helt selv. Det er slaget om England fra anden verdenskrig, det hér, i kort version, og der er store tab på begge sider.

Og nu har Harry ikke fred et sekund. For han skal jo, som Dumbledore har pålagt ham, finde Horcruxerne, de magiske genstande, der indeholder fragmenter af Voldemorts iturevne sjæl. Og hvor begynder og ender man, hvordan finde frem til dem, når man går fra den ene livstruende situation til den anden? Og hvem kan man stole på, hele verden er gennemkorrupt og rådden. Ja, bare vent og se, så vil du opdage, hvem man kan stole på! Og det er hele Rowlings budskab: Dine venner!

Jeg er selvfølgelig stærkt fristet til at skrive en lærd afhandling om hele Pottersuiten, men der bliver vist trængsel på det felt. Jeg skal ikke sige mere, andet end at Rowling har klaret den sværeste opgave af alle: nemlig at slutte Potters saga af på en dybt tilfredsstillende måde. Og nu kan jeg igen glæde mig til jul og fødselsdag.  

                                                                               Henning Prins  

J.K. Rowling: Harry Potter og dødsregalierne. Fremragende oversat af Hanna Lützen. 677 s. 329,- kr. Gyldendal