Kloge koner og lærde mænd

Anmeldelse af Søren Vinterberg 

 

 

To stærke strømme af videbegær løber gennem Henning Prins ’ ny historiske roman ’Heksen’, om kampen mellem oplysning og formørkelse. Parallelle strømme, men med et par århundreders afstand, for romanens handling udspiller sig i 1797.

Under de store landboreformer, bl.a. udflytningen fra landsbyerne og stavnsbåndets gradvise afløsning efter 1788, kæmper drengen Tobias sig med sin kloge farmors hjælp sejt og møjsommeligt til en udvidet erkendelse af verdens indretning og af sine egne muligheder i den, trods udgangspunktet som ludfattigt landsbybarn af en enlig mor, som ulykken har gjort rå og afstumpet.

Videbegæret får Tobias stimuleret af sin farmor, landsbyens ’kloge kone’ og jordemoder. ’Lussemor’ – Lucia er hun døbt – har arvet både naturmedicinsk viden, recepter og anatomiske tavler fra sin far, en italiensk indvandrer, og fra ham har Tobias også de mørke lokker, landsbyboernes påskud for at håne ham som ’tater’. Tingsø hedder flækken nær en sjællandsk købstad ved navn Godtved – altså et ikke nærmere bestemt sted – hvor dette myldrende, mødige, inficerede, sødt duftende og stygt stinkende landliv udfolder sig, som var det et af Pieter Bruegels malerier, vi står midt i. Eller løfter os over med Tobias’ bogstavelige fugleperspektiv på landskabet i to parallelscener først og sidst i beretningen.

Men denne kvindes og hendes sønnesøns skæbne i et land under økonomisk, materiel og ikke mindst mental forvandling er så på deres side genstand for fortællingens anden bærebølge af smittende nysgerrighed: fortællerens egen, eller rettere sagt forfatterens. Alvidende kalder vi nok den fortæller, der har adgang til sine personers følelser og tanker, men omtaler dem i tredje person og datid; men her er formen båret af den trang til stadig mere viden, der er forfatterens vedvarende energikilde. Og som sikrer læseren en tæt sanset oplevelse og mængder af detailoplysning om livet dengang, lige fra fuglefængeri og fremstilling af gedeost eller naturmedicin til datidens usikre præventionsmetoder eller retningslinjer for jordudstykningen.

Derfor er fortællingens menneske- og verdensbillede heller ikke slet så simpelt, som dens stil er enkel og ligetil. Ingen af de centrale personer er entydige ofre eller skurke. For nok mobbes Tobias som en ’fremmed’ i landsbyen, og dét af de samme jaloux lokaltyranner, der lynchede hans flotte far på en falsk anklage for hestetyveri, og som nu bifalder øvrighedens anklage mod landsbyens ’heks’ for fosterfordrivelse med udsigt til endnu en henrettelse – skønt de gladelig selv benytter sig af hjælp fra hende i både lovlige og lyssky anliggender.

Men ikke desto mindre ved vi jo som nutidige læsere, at Tobias og hans ’Lussemor’ har både menneskekundskaben og den medicinske oplysning på deres side – hvilket da også åbner Tobias en bedre fremtid. For på den ene side er det både ’Lussemors’ og fortællerens grunderfaring, at de, der har magten, nødig giver den fra sig – enten de så er præster, sognefogeder eller kongelige embedsmænd af den tysktalende nyadel. Men omvendt gælder det også, at de klogeste af magthaverne indser, at ny viden er vejen til fortsat magt, fordomme vejen til nederlag før eller siden. Derfor landboreformerne. Og derfor den dybe splittelse i fortællingens virkeligt tragiske skikkelse, kapellanen hr. Nilaus, Tobias’ velgører og livsfordærver i én figur. Han kunne have været hovedperson i sin egen roman, hvis forfatteren ville tage splittelsen ind i selve fortællestilen, som der kun er tilløb til.

Her er stil og sprog ikke unødigt moderne. Af samtidig litteratur kan det bl.a. minde om Cecil Bødkers senere landbofortællinger for børn (Hungerbarnet) eller voksne (om Tavs, Malvina eller Siffrine). Men i de tre stærke skikkelser – drengen, hans farmor og hans lærer – tegnes samtidig et mere tidløst mønster af den enkeltes omkostninger under mentale omvæltninger.

Nok er ’Heksen’ altså en historisk roman – men mere letlæst og ligetil, endda for de fleste aldersklasser, end Henning Prins ’ forrige, Vejen til Nürnberg (2005), der søgte tilbage til begivenheder under Anden Verdenskrig. Men den historiske fortælling har aktuelt bud til os: Mistænksomheden over for ’de anderledes’, folkeviljen til at ’rense’ sig for medansvar ved hjælp af syndebukke, myndigheders klamren sig til videns- og magtmonopol ved at undertrykke ny erkendelse … Ingen af de dele er jo ligefrem uaktuelle endnu, to århundreder efter.                                                                       

Henning Prins: Heksen. Roman. Forlaget www.forumdanorum.dk 
222 sider, 166,- Kr. Omslag: Anne-Marie Steen Petersen

 

 

 

Køb én af 2008's bedst anmeldte romaner hér: Skriv blot navn og adresse og vi sender den med et girokort  forumdanorum@gmail.com