Hitlers kanariefugl
|
|
|
Det er en dristig
satsning, forfatteren Vilhelm Topsøe gør, når han skriver en ”roman”
om den tyske rigsbefuldmægtigede i Danmark, Dr. Werner Best. Det er
selvfølgelig heller ikke fuldstændig fiktion, der ligger et stort
opklaringsarbejde bag bogen, så alle historiske begivenheder
fremtræder korrekt. Besættelsestiden er hot stuff for tiden, den
hævdvundne fortælling om de fem forbandede år er under kraftig
revision. Der fremkommer til stadighed nyt materiale og især ses
fortiden gennem anderledes koldsindige briller end før. Bogen består af breve fra den fængslede Werner Best
til hans far, en brevveksling, der helt er forfatterens egen idé. Det
giver spillerum for en forfatter, der ønsker at se uden om de altfor
fastslåede, men yderst tvivlsomme myter, der er bygget op om sabotage
og folkelig modstand. Topsøe kan skrive, og der er mange overbevisende
episoder i bogen, der giver et troværdigt billede af Best som
personlighed. Selv morede jeg mig mest over det fiktive møde mellem
baronessen, der bor i Rungsted, men hvis navn Best ikke vil nævne, og
hendes evne til at sprede erotik omkring sig. Hér har vi vist en
ekspert, der udtaler sig! Og den fiktive samtale, der udspiller sig
mellem den tyske forfatter og krigshelt Ernst Jünger, der for nylig er
blevet fokuseret kraftigt på i anledning af beskyldningerne mod Ole
Wivel og Knud W. Jensen for nazistiske sympatier, og baronessen, viser,
at der vist var en del betændelse i visse danske kredse. Men hele bogen giver stof til eftertanke, selv om
Topsøe af gode grunde ikke har fået inkorporeret den seneste
forskning, der viser, at den egentlige grå eminence i Danmark under
besættelsen var direktør i det tyske landbrugsministerium Alex Walter,
der faktisk bestemte den tyske politik i Danmark. Og den bestemtes af
den danske leveringsdygtighed i mad. Dem, der har set filmen ”Der Untergang”, vil se, at
Topsøe forstår den tyske psykologi vældig godt. Det gør hans bog til
et vægtigt indlæg i en debat, der først i disse år er ved at tage
fart. Henning Prins
Vilhelm
Topsøe: Dr. Werner Best – Mine danske år. 275 s. 299, - kr. Borgens
Forlag.
|