Ikke alt, hvad der
skinner, er guld!
Men hørmen har været
streng. Hvor streng får man et dampende, skvulpende, stinkende indtryk
af her i romanen, da snelaget på lossepladsen i den sjællandske
købstad – af uransagelige årsager placeret på en bakketop! –
tøer og forårsager et livsfarligt og bogstaveligt mudder-, affalds- og
lorteskred ned gennem den gade, der har givet navn til romanen såvel
som til gader i flere danske byer: Ramsherred.
Lugtene – af
fortryllelse eller fordærv – er altid nærværende i denne meget
sansede fortælling om landsbyknægten Tobias, der nu med roman nummer
to kan kalde sig seriehelt. Ikke helt uventet, for da hans elskelige
farmor, landsbyens kloge kone, var blevet henrettet for
fosterfordrivelse og kvaksalveri, sluttede første bind, ’Heksen’,
med hans opbrud fra landsbyen: ”Alle Tingsøs små huse forsvandt. . .
nu til sidst så han kun kirketårnet, så var det også væk. Nu blev
verden stor. Han vendte ansigtet og så frem i kørselsretningen.”
Dér fremme i den store
verden ligger nu købstaden, Godtved kaldet, hvor den begavede
elleveårige knægt bliver indlogeret sammen med andre ’bondestudenter’
hos madam Marburger i Ramsherred. Snart er han latinskolens bedste elev
og elsker især de stunder efter skoletid, hvor han og den ældgamle
rektor sammen fordyber sig i poesien hos Catul og andre, knapt så
frimodige klassikere. Kærligheden til viden og kunstnerisk skønhed
deler Tobias også med rektors barnebarn, den skønne og næsten voksne
jomfru Anna.
Men også med en mere
tvetydig skikkelse: Snige-Kaj er en usædvanlig smuk ung mand, anfører
for byens gadedrengebander og søn af byens luder, men han har også
kunstneriske anlæg, tegner og skriver digte. Gadedrengene forfølger de
fattige studenter, der må synge og tigge på Torvet, men bandeføreren
fornemmer, at Tobias kan noget mere – ’rocker’høvdingen med den
rå gademagt i ryggen vil alliere sig med den magt, som viden giver.
Begge tilbeder desuden
jomfru Anna, skoledrengen nok så blufærdigt som ungdomsforbryderen med
den farlige charme. Derimod hæmmer blufærdighed ikke de større
studerendes tilnærmelser til madammens enfoldige – men måske ikke så enfoldige – datter, Emmeline. Eller deres besøg hos byens
horer efter aftendruk i Høkerens smugkro. Et musketervenskab opstår
mellem Tobias og skolekammeraterne Karl – stærk og ikke ubegavet, men
med rå sider – og undermåleren Pjevs med døbenavnet Anders. Ørsted
kunne han have heddet til efternavn, for han viser sig som et geni til
matematik – dét nymodens fag, som den gamle rektors afløser
indfører, da det danske skolevæsen skal reformeres midtvejs i romanen,
lige før de nedslående nyheder om slaget på Reden når frem.
’Ramsherred’ tegner
købstadens klassesamfund op som et myldrende panorama af personer og
interesser. Over for herredsfogedens kongelige embedsindsats for en vis
lov og orden står borgmesteren, byens skibsreder og storkøbmand, med
sine nok så pragmatiske og bjergsomme hensyn til borgerskabets
privilegier. Tobias’ førstehjælp til ofrene for forårets
lorte-jordskred udlægger stadslægen som kvaksalveri, og da Tobias
tager sin farmors fremstilling af smertestillende pulver – af
pilebarksaft – op, og Snige-Kaj sørger for strygende omsætning,
lugter den autoriserede apoteker straks kriminel konkurrence.
Som i bind ét er
personernes psyke – heldigvis – mere sammensat, end man kunne
formode efter sprog og stil, der – lige så heldigvis! – er enkel og
ukunstlet, med diskret tintning af datidens ordforråd. Resultatet
bliver nemlig en letflydende, levende, sanset beretning for enhver
historisk interesseret læser, fra pubertetsbarnet til pensionisten; men
med farverige og ucensurerede billeder af en tid fuld af sociale og
mentalitetshistoriske modsætninger, en særdeles konkret
overlevelseskamp. Bert Brechts ’Laser og pjalter’ møder Cecil
Bødkers ’Silas og den sorte hoppe’ – sådan cirka.
Tobias er en god dreng, men han får sine knubs og skuffelser, da både kærligheden og venskabet, skolegangen og magtkampen i byen kulminerer og stiller voksenkrav til ham. Den der forøger sin kundskab, forøger sin smerte, siger Prædikeren vist. Viden er også ansvar, kundskab er magt, og det er en af de røde tråde gennem disse romaner om, hvad den kloge kones ludfattige barnebarn oplever blandt lærde mænd, der ikke alle er menneskekloge; velhavere, der ikke alle er gavmilde.
Tobias lægger ’Ramsherred’ bag sig og er nu på vej til universitetet i København – mon ikke dér også er stof til det tema?
