Ikke alt, hvad der skinner, er guld!  

Henning Prins : Ramsherred. Roman, (Bestilles hos boghandlere, netboghandlere eller på www.forumdanorum.dk , 300 sider. 230,- kr. vejl. pris)

Den danske ’guldalder’ lugtede som bekendt ikke af guld – mildest talt! Som vor egen tid var den sammensat af modstridende bevægelser – skønhedsdyrkelse og uhumskhed, fremskridt og bagstræv, oplysning og overtro osv. Men ud af dette bølgeslag opstod dengang nogle videnskabelige, tekniske og idemæssige gennembrud, der accelererede det danske samfunds udvikling mere end nogensinde før.

Men hørmen har været streng. Hvor streng får man et dampende, skvulpende, stinkende indtryk af her i romanen, da snelaget på lossepladsen i den sjællandske købstad – af uransagelige årsager placeret på en bakketop! – tøer og forårsager et livsfarligt og bogstaveligt mudder-, affalds- og lorteskred ned gennem den gade, der har givet navn til romanen såvel som til gader i flere danske byer: Ramsherred.

Lugtene – af fortryllelse eller fordærv – er altid nærværende i denne meget sansede fortælling om landsbyknægten Tobias, der nu med roman nummer to kan kalde sig seriehelt. Ikke helt uventet, for da hans elskelige farmor, landsbyens kloge kone, var blevet henrettet for fosterfordrivelse og kvaksalveri, sluttede første bind, ’Heksen’, med hans opbrud fra landsbyen: ”Alle Tingsøs små huse forsvandt. . . nu til sidst så han kun kirketårnet, så var det også væk. Nu blev verden stor. Han vendte ansigtet og så frem i kørselsretningen.”

Dér fremme i den store verden ligger nu købstaden, Godtved kaldet, hvor den begavede elleveårige knægt bliver indlogeret sammen med andre ’bondestudenter’ hos madam Marburger i Ramsherred. Snart er han latinskolens bedste elev og elsker især de stunder efter skoletid, hvor han og den ældgamle rektor sammen fordyber sig i poesien hos Catul og andre, knapt så frimodige klassikere. Kærligheden til viden og kunstnerisk skønhed deler Tobias også med rektors barnebarn, den skønne og næsten voksne jomfru Anna.

Men også med en mere tvetydig skikkelse: Snige-Kaj er en usædvanlig smuk ung mand, anfører for byens gadedrengebander og søn af byens luder, men han har også kunstneriske anlæg, tegner og skriver digte. Gadedrengene forfølger de fattige studenter, der må synge og tigge på Torvet, men bandeføreren fornemmer, at Tobias kan noget mere – ’rocker’høvdingen med den rå gademagt i ryggen vil alliere sig med den magt, som viden giver.  

Begge tilbeder desuden jomfru Anna, skoledrengen nok så blufærdigt som ungdomsforbryderen med den farlige charme. Derimod hæmmer blufærdighed ikke de større studerendes tilnærmelser til madammens enfoldige – men måske ikke enfoldige – datter, Emmeline. Eller deres besøg hos byens horer efter aftendruk i Høkerens smugkro. Et musketervenskab opstår mellem Tobias og skolekammeraterne Karl – stærk og ikke ubegavet, men med rå sider – og undermåleren Pjevs med døbenavnet Anders. Ørsted kunne han have heddet til efternavn, for han viser sig som et geni til matematik – dét nymodens fag, som den gamle rektors afløser indfører, da det danske skolevæsen skal reformeres midtvejs i romanen, lige før de nedslående nyheder om slaget på Reden når frem.

’Ramsherred’ tegner købstadens klassesamfund op som et myldrende panorama af personer og interesser. Over for herredsfogedens kongelige embedsindsats for en vis lov og orden står borgmesteren, byens skibsreder og storkøbmand, med sine nok så pragmatiske og bjergsomme hensyn til borgerskabets privilegier. Tobias’ førstehjælp til ofrene for forårets lorte-jordskred udlægger stadslægen som kvaksalveri, og da Tobias tager sin farmors fremstilling af smertestillende pulver – af pilebarksaft – op, og Snige-Kaj sørger for strygende omsætning, lugter den autoriserede apoteker straks kriminel konkurrence.

Som i bind ét er personernes psyke – heldigvis – mere sammensat, end man kunne formode efter sprog og stil, der – lige så heldigvis! – er enkel og ukunstlet, med diskret tintning af datidens ordforråd. Resultatet bliver nemlig en letflydende, levende, sanset beretning for enhver historisk interesseret læser, fra pubertetsbarnet til pensionisten; men med farverige og ucensurerede billeder af en tid fuld af sociale og mentalitetshistoriske modsætninger, en særdeles konkret overlevelseskamp. Bert Brechts ’Laser og pjalter’ møder Cecil Bødkers ’Silas og den sorte hoppe’ – sådan cirka.

Tobias er en god dreng, men han får sine knubs og skuffelser, da både kærligheden og venskabet, skolegangen og magtkampen i byen kulminerer og stiller voksenkrav til ham. Den der forøger sin kundskab, forøger sin smerte, siger Prædikeren vist. Viden er også ansvar, kundskab er magt, og det er en af de røde tråde gennem disse romaner om, hvad den kloge kones ludfattige barnebarn oplever blandt lærde mænd, der ikke alle er menneskekloge; velhavere, der ikke alle er gavmilde.

Tobias lægger ’Ramsherred’ bag sig og er nu på vej til universitetet i København – mon ikke dér også er stof til det tema?

                                                                    Søren Vinterberg  


Forside Arkiv