Ikke for enhver pris

Kristeligt Dagblad 20.  december  2005, side 6

ROMAN: Henning Prins skriver overbevisende om Anden Verdenskrig i romanen "Vejen til Nürnberg

Henning Prins: Vejen til Nürnberg. 284 sider. 299 kroner. Per Kofods Forlag.

Af Runa J. Kähler

Med sin seneste roman kommer Henning Prins perfekt fra start. Hovedpersonen er journalist som han selv, chefredaktør endda, og har klaret sig fint i sit fag ikke alene ved sin kunnen men også, fordi han har lært, at vejen til succes er salat og danskvand i kantinen. Et signal til ledelsen om, at man gerne vil videre i verden! Jo, forfatteren kan både observere og rapportere, så Peter Mühlertz, bogens helt eller måske snarere antihelt, skulle nok være værd at sende ud på et togt.
Dette er i høj grad forrygende, idet Mühlertz som midaldrende, efter sin mors død, netop har fået nys om, at hans tyske far aldeles ikke omkom i en ung alder, men netop er afgået ved døden i en alder af 91 efter at have levet siden krigen under en anden mands navn. Mühlertz drager nu til Tyskland for at lære sandheden at kende. Og den har sin pris. Han får beviser for, at faderen var en af Hitler-regimets værste forbrydere, kendt under navnet Slagteren.

Og ikke nok med det: Alt imens Mühlertz prøver at belure sin far posthumt, finder han i hans gemmer dokumentation for, at faderen har udspioneret ham selv i alle de mellemliggende år! Han finder sine egne, gamle artikler og foto fra sit opløste familieliv, som det er en gåde, at faderen har kunnet komme i besiddelse af.
Oven i købet udvider Prins dristigt sit kernestof: Det kommer frem, at Mühlertz' mor, der altid har fremtrådt som glødende kommunist, har været i stand til at skjule for sønnen, at hun er af jødisk herkomst. Mühlertz er altså frugten af en forbindelse mellem en ihærdig nazist og en jøde. Og selv jøde.

Det kan ikke undre, at manden kommer i vildrede, bryder sammen og får vilde anfald af panikangst. Han søger psykiatrisk hjælp. Prins leverer en herlig scene med revyagtig komik, hvor læge og patient leger kispus med hinanden. Psykiateren tror slet ikke, at barndomstraumerne spiller en rolle! Han vurderer, at Müllertz selv er problemet og spørger ubarmhjertigt til dennes forliste ægteskab.

Dermed er romanen næsten selv ved at forlise. Prins opgiver at hente mere fra sin enorme historiske viden og sit talent for at rapportere om steder og begivenheder. Han kommer ud af fodslag og mister overblikket. Nok giver hans indsigt og mange eksistentielle overvejelser god vægt i romanen. Og emner som totalitære regimer, det at være fange i sin tid og spørgsmålet om den jødiske sjæl, behandles med stor alvor. Men han vakler, når han begiver sig ud på følelsernes overdrev, og han er ikke god til at spinde en ende. Slutningen er opgivende, mat og lever slet ikke op til de første cirka 240 aldeles fremragende sider. Men den er da heldigvis også kun det mindste af det hele.
                                                   Runa J. Kähler

kultur@kristeligt-dagblad.dk