Israel er blevet en dæmonstat  01.06.2010  

Israel skulle være et tilflugtssted for denne verdens forfulgte jøder. Det var den jødiske forkæmper Theodor Herzl’s tanke, nemlig at jøderne skulle vende tilbage til det område, der kaldes Palæstina, hvad der er romernes navn for Filistrene, en folkegruppe af uvis oprindelse, måske fra Balkan, men som engang bestod af flere jødiske småstater.

Tanken var helt enkelt den, at der skulle oprettes en jødisk nationalstat, og at enhver, der var født som jøde, dermed også var født borger i den jødiske stat. Med andre ord var idéen udtryk for nøjagtig de samme nationalistiske tanker, der begyndte med Napoleons skabelse af den ”franske” identitet ud af en lang række folkegrupper med forskelligt sprog, men boende indenfor de franske grænser. Denne forestilling om nationer, der i grunden var en opfindelse, der skulle tjene til at styrke statsmagten, bredte sig først ud over Europa, siden over hele verden. To nye eksempler på hvordan en nation skabes, har vi i de unge stater Norge og Tyrkiet. I Tyrkiet sejrede Kamal Atatürk med sin hær over bl.a. den store, græske befolkning, der vist ikke engang var et mindretal, idet de tyrkisktalende i 1917 kun udgjorde 17 procent af den samlede befolkning i Lilleasien. Men med vold og magt gjorde Atatürk tyrkisk til det eneste tilladte sprog, helt efter Napoleons opskrift. Denne kreering af en national bevidsthed krævede, at verdenshistorien blev skrevet fuldstændig om, hvad den så også er blevet i alle lande. I Norge krævede et rabiat mindretal, at en tredjedel af den norske befolkning skulle deporteres til Danmark på grund af deres danske oprindelse. Dette blev som bekendt ikke realiseret, men i store områder, hvor dansk var befolkningens modersmål såsom Bergen og til en vis grad Sørlandet blev dansk udryddet med hård hånd, mens perifere vestnorske dialekter blev smækket sammen til et nyt sprog, der skulle hedde sig at være ægte norsk.

Således også med zionisterne, der længe inden nationalsocialismen havde set dagens lys var indstillet på at rydde grunden for alt ikke jødisk og hvor man til dette brug også genopfandt noget, der mindede om det gamle hebraiske sprog. Med andre ord var det ikke Hitlers vanvittige anti-semitisme og ufattelige udryddelseskampagne mod Europas jøder, der lå bag tanken om et jødisk Israel. Men Holocaust blev et uvurderligt redskab i den jødiske argumentation for at skabe en ”ren” nationalstat, hvad der ret beset ikke adskiller sig noget videre fra alle de europæiske nationer, der havde forfulgt jøderne gennem århundreder. Ligesom de havde forfulgt andre mindretal, og gør det den dag i dag.

Så man kan vel sige, at Israel er en ganske almindelig nationalistisk stat, der anser ikke-jøder for mindreværdige, ganske som man andre steder har anset jøder for mindreværdige. Og hvorfor Israel ergo ikke adskiller sig noget videre fra for eksempel Nazi-Tyskland, måske bortset fra i graden af brutalitet over for ikke-blodsbeslægtede, som det hed engang.

Og det fører mig til at tænke på, at der i argumentationen til fordel for Israel med de stadige henvisninger til nazisternes umenneskelighed gemmer sig en modsigelse, der i årenes løb er blevet mere og mere iøjnefaldende. Nemlig at Israel i selve sin konstruktion og statsræson er nødt til at opføre sig nogenlunde som de europæiske magter, der i århundreder beherskede verden ved uhørt terror, og hvor nationalismen gjorde det muligt at holde sammen, bogstaveligt talt, på tropperne, der undertrykte andre verdensdele, endda med det erklærede mål, at Vesten ville civilisere disse barbarstater.

For med Holocaust in mente kunne man måske forvente, at israelerne ville vige tilbage for etniske udrensninger og lemfældige tilbageholdelser af mennesker i koncentrationslejre, hvor de kan sidde i tiår, uden lov og dom.

Men sådan er det ikke. Menneskerettigheder og demokrati kan i passende portioner gives til dem, der har mere eller mindre ”rent” jødisk blod i årerne. Derfor kalder Israels allierede da også Israel for et demokrati, for de ægte jøder plus nogle få udvalgte indfødte palæstinensere har valgret. Resten lever i to kæmpekoncentrationslejre, Vestbredden og Gaza, helt og aldeles på Israels nåde og ikke mindst unåde.

En statistisk gennemgang af Israels overgreb på menneskerettighederne er et næsten uoverskueligt arbejde, der kunne kræve en Simon Wiesenthals tålmodighed, og nu har vi så oplevet Israels seneste umenneskelige svinestreg, nemlig overfaldet på den tyrkiske nødhjælpskonvoj med mindst ti dødsofre.

Og hér så vi sandelig det israelske greb om de vestlige medier: I TV2 optrådte en udenrigsekspert ved navn Peter Viggo Jacobsen fra Københavns Universitet, og mage til koldblodig kyniker har jeg sjældent oplevet. Han var ikke et sekund i tvivl om at israelerne havde handlet korrekt, og han havde endda den frækhed at påstå, at det var nødhjælpsaktivisternes hensigt at få israelerne til at slå dem ihjel, så de kunne vinde international sympati. Vi véd jo fra Dragsdahl-sagen, at man skal være forsigtig med at kalde nogen for agent, så det vil jeg ikke gøre. Men mage til iskulde har jeg sjældent oplevet.

Men sådan skal den historie såmænd nok blive skåret hele vejen rundt i den lydige danske presse, hvis journalister jo selvfølgelig heller ikke er agenter eller noget, der ligner. Selv om det minder.

Hér ser vi, hvordan englen fra askeskyen over krematorierne i koncentrationslejrene har forvandlet sig til en kulsort, nationalistisk dæmon, der ikke giver fortidens synder noget efter. Shalom!

 

                                                           Henning Prins

 

Brev til en ven af Israel  

Kære …  !

Jeg behøver da ikke at sammenligne Vestbredden og Gaza med Treblinka og andre udryddelseslejre. Koncentrationslejrene blev bl.a. benyttet af briterne under boerkrigen, hvor tusinder af mænd, kvinder og børn døde af sult.  

Også i den amerikanske borgerkrig var der koncentrationslejre, og japanskfødte eller ætlinge af japanere fik en krank skæbne under anden verdenskrig i USA, hvor de blev sat i koncentrationslejre.

Men har du tænkt over, at man kan komme til at "slide" på en åbenlys umenneskelig udåd ved evig og altid at føre den i marken, når man savner en undskyldning for egne fejl. Og tro mig, jeg ønsker ikke Israel udslettet, jeg ønsker at der bliver givet de nødvendige indrømmelser fra begge sider, så der kan etableres en varig fred. Men når du nu påberåber dig FN i sammenhæng med staten Israels legitimitet, tror du så ikke, at den bliver "slidt" af Israels arrogante holdning til FN? Og som du jo tydeligt nok véd, har Israel knyttet sin skæbne til Vesten - og kun Vesten. Og hvornår har de vestlige lande nogensinde vist nogen nåde, når det drejede sig om at skrabe gevinster til sig? Eksempler udbedes. Og kom ikke med den med frigivelsen af slaverne. Løsarbejdere, der måtte forsørge sig selv var langt billigere end slaver, man havde et ansvar for.

Mine betragtninger er selvfølgelig kyniske, fordi verdenspolitikken er det. Og derfor mener jeg, at Israel bør sadle om og række en hånd ud til naboerne. For når alt er overstået, er der kun naboerne tilbage. Læg mærke til alliancen mellem Tyrkiet og Israel. Den fortæller til en vis grad den samme historie, nemlig problemet ved at være isoleret i sit "nærmiljø". Jeg og Anne-Marie har besøgt Tyrkiet, endda som officielle gæster, i en af de få liberale perioder i tyrkisk politik. Og derfor fik vi lov til at tale med førende tyrkiske intellektuelle og oppositionspolitikere. Og der var et tema, der gik igen hos alle, uanset politisk holdning og tilhørsforhold, og det var en dyb bekymring over Tyrkiets isolation i den muslimske verden. Derfor er Tyrkiets noget uventede støtte til nødhjælpsskibene pludselig forståelig, for Tyrkiet vil for enhver pris have "credibility" i den muslimske verden.

Og hvis du nu retter dit analyserende blik mod USA og er ærlig over for dig selv, tror du så på at USA kan fastholde sin position som "supermagt" ret meget længere? Hvad en amerikansk deroute vil betyde for Israel, behøver man ikke at være synsk for at forestille sig. Derfor mener jeg, at det haster med at vise et nyt og forsonligt ansigt til sine naboer og glemme drømmen om "Storisrael". For du vil vel ikke benægte, at de skrifter, blandt andet tidligere premierminister Ariel Sharon var ophavsmand til, og hvor der, ganske som i "Mein Kampf" ikke blev stukket noget under stolen med hensyn til Israels langsigtede mål, nemlig at genskabe Salomons rige. Benægt det, hvis du tør! Citaterne ligger på lur :-)

Til slut vil jeg sige, at det er min erfaring at ingen pr-fremstød eller kampagner, ingen bestikkelse eller magtfordrejning, ingen forsøg på at skjule sandheden kan stille noget op for den kendsgerning, at vi mennesker står i en mystisk forbindelse med hinanden, der hen ad vejen ophæver alle forsøg på at lyve for os. Kun undertrykkelse, hemmeligt politi, koncentrationslejre og tortur kan et stykke tid forhindre denne fælles bevidsthed i udvikle sig. Men kun et stykke tid. Og med de nye medier har mennesket også lagt nye områder af sin egen hjerne ind under sig, så vi i højere grad er blevet antenner for de store strømninger, der ikke kan beherskes af hverken reklamebureauer eller hemmeligt politi. Det er et faktum, og kan selvfølgelig benægtes, som vittigheden lyder. Men det vil ikke hjælpe Israel til en bedre skæbne. Det kan Israel kun selv, og det kræver et stort selvopgør. Spørg bare Pundiks kone!

 

                                                                   bedste hilsner fra Henning

 

Dette brev forblev ubesvaret trods tidligere lang korrespondance  

 

Forside Kommentarer Arkiv