Tryk på billedet!
Man skal tage
læsebrillerne på og finde ordbøgerne frem, når man tager fat på
Lars Morells store værk om maleren Per Kirkeby. Men det er en mægtig
godt skrevet og herligt illustreret bog.
Lars Morell optræder,
måske uden selv at vide det, som om at kunstvideren ikke blot er en
slags æstetikkens videnskabsmand, men selv en kunstner. Det ses
allerede af kapitelinddelingen, der starter med det ikke så ofte brugte
ord: Epistemologisk. Jeg
måtte ty til Gyldendals blå, hvor det betød erkendelsesteoretisk. Men årsagen er rent æstetisk, for alle
kapitlerne begynder på den måde. F.eks. Teologisk,
Geologisk, museologisk. Og så kan vi ikke have et ord, der klinger
forkert. Helt enig.
Når jeg læser bogen, slår den tanke mig, at bøger om kunstnere, dvs forklaringer og udlægninger af deres liv og værk måske nok gør kunstneren til den betydende, men så sandelig kunstvideren til den betydningsgivende. Vi får Morells beskrivelse af Per Kirkeby gennem tiderne og dertil, hvad kunstneren selv siger, der har styret ham.
Som barn under og efter
krigen har han, som hele sin generation, været grebet af en åndelig
hunger, og han har kastet sig over historien og filosofien med glubende
appetit. Maler ville han helt fra ungdommen være, men omstændigheder
og måske en vis snusfornuft gjorde ham til geolog og dermed rejsende.
At Kirkeby er en længselsfuld nostalgiker og romantiker, fremgår, og
at han flygter fra det, alt hvad han kan, siger han selv.
Morell får vendt
næsten hver en sten på Kirkebys vej og han viser hvordan Kirkebys blik
er vendt mod fortidens store kunstnere og filosoffer. Han viser os
også Kirkebys frimodige citater fra velkendte billeder, således at
vi, hvis vi ellers vidste det, ville få et nyt syn på hans produktion.
Det hjælper Morell os til, så vi ser, hvordan Kirkeby indgår i den
store, europæiske, ja, internationale tradition. Fra mayaernes tilgroede tempelhøje, over det gamle Byzanz
(Konstantinopel) og vikingetid, Prins Valiant, sågar, gennem
guldaldermalernes fremstillinger af Roms antikke ruiner og stor
reflekteren over, hvad det er, det hele bygger på, geologisk og
teoretisk, hvis det kan siges sådan. Altså, hvad er den faste grund
under os? Og er den overhovedet fast? Og som geolog må Kirkeby jo falde
i staver over Grundtvigskirkens krystallinske stavær.
Og pludselig ser man
Kirkebys kritik af vores måde at behandle fortiden på, når han
laver splinternye, særdeles velbyggede ruiner. De nyslåede
græsplæner omkring Colosseum er mord på den historiske bevidsthed, vi
får den indskrænkede turistchefs forestilling om en velplejet
fortid, pudset op og poleret. Jeg
har valgt at bringe et billede fra bogen, der efter min mening
illustrerer noget af det, Morell vil fortælle os om Kirkeby. Billedet
indeholder en lang række genkendelige elementer. Det kan man bare
ikke umiddelbart se. Men prøv at vende billedet på hovedet! Frem
træder ét, ja, flere landskaber. Vi ser en lille bro, der sikkert har
stået i den impressionistiske maler Monets have, med vandspejl og det hele, en solnedgang såvel som en
måne, der måske stiger op. Alt sammen forsøgt skjult af en bevidst
overmaling af det skønne motiv. Kirkeby kæmper med sin
sentimentalitet. Derfor er billedet vendt på hovedet, så han ikke
straks røber sig.
Denne overmaling, som
ofte består af mange, mange lag, har han selv forklaret, gør, at det
oprindelige billede ligger nedenunder påsmøringerne og udsender
radioaktive strålinger. Ganske som det forholder sig med de forfattere
og filosoffer, hvis værker vi ofte ikke har læst, men som alligevel
gennemstråler ikke bare vores, men hele samfundets bevidsthed, så vi
alle sammen véd mere og mere.
Således også med Lars
Morell. Læs den og nyd den, mens du bliver bestrålet.
Kunstneren som polyhistor. ”Den intellektuelle overbygning” i Per Kirkebys værker. 294 s. 348,- kr. Aarhus Universitetsforlag.
