Magt og afmagt

 

Verden er lille. Og Danmark er et lille land i en lille verden. Et demokrati med stort D, men hvor dem, der er valgt til at have magten med stort M, er blevet ødelagte af dens besættende og korrumperende magi. Det gode forsæt at ville gøre verden, in casu Danmark, til et bedre sted at være, kan være svært at huske, når man længe nok har spillet med i det altfortærende politiske spil. Og når magten bliver hævet over det folk, der har givet den grundlag, går der betændelse i demokratiet.

Hanne Vibeke Holst’ med spænding imødesete sidste bind i hendes trilogi om magtens mænd og især kvinder har sat fokus på den del af magtapparatet, der har oplevet det store fald fra at være det naturgivne regeringsparti til at være kaotisk opposition i splid med sig selv, nemlig socialdemokraterne. Vi genkender straks en række hovedpersoner med det unge håb, Charlotte Damgaard og den garvede intrigemager og strateg Elizabeth Meyer, som omdrejningspunkter for den personspækkede fortælling. Og der er frit valg til at gætte på, hvem de mon kan være ”i virkeligheden”. Men man må samtidig spørge sig selv: er det ikke et stykke tid siden, at disse personer var med i inderkredsene? Det er jo problemet ved at gå så tæt på virkeligheden, at der kommer en utidig trang til at kommentere, så at sige komme med tilråb til teksten: ”Jamen, sådan er det slet ikke mere!”

Så det skal man bare lade være med og gøre sig klar til at blive underholdt med en god historie. For i princippet kunne denne fortælling udspille sig i et hvilken som helst vestligt demokrati, og bogen sætter relevant alle de spørgsmål til debat, som tiden er optaget af: globalisering, fremmedhad, fejlslagen vestlig politik i Mellemøsten, you name it …

De store spørgsmål påvirkes til stadighed af de små: personlige kriser, menstruationsproblemer, utroskab, problemer med ægtefællen eller børnene, alt sammen væsentlige for udfaldet af de beslutninger, den enkelte træffer, og som ender med at blive til den store, principielle politik. Værst af alt er den seje overlever fra Holocaust, den helt store spiller i det interne magtspil, Elizabeth Meyer, truet af en begyndende Alzheimer, der ubarmhjertigt er begyndt at gnave af hendes hukommelse, hvad der fremskynder hendes planer for partiets fremtid, der især afhænger af om partiet får den rigtige leder. Efter Meyers mening er den rigtige leder Charlotte Damgaard, der repræsenterer både en gammel oprigtig idealisme og et moderne livssyn, lige det, der tiltrænges. Men det er sin sag at intrigere, når hukommelsen svigter.

Neden under dette overordnede politiske spil, hvor vi i hvert fald kan genkende Anders Fogh Rasmussen, ulmer der bevægelser i befolkningens laveste lag. Nynazisterne får fornyet styrke i kraft af befolkningens udbredte skepsis over for indvandrere og flygtninge, en skepsis, der hos Holst indiskutabelt er racisme. Og disse kræfter, der også finder rekrutter hos hjemvendte professionelle soldater fra Danmarks krigsdeltagelse i Mellemøsten og Afghanistan, har sat sig mål, der indebærer mord på fremtrædende politikere.

Bortset fra at jeg synes, Hanne Vibeke Holst har en tilbøjelighed til at ville holde læseren i hånden og vejlede ham/hende gennem selv de mest trivielle beskrivelser, hvor mere roligt kunne overlades til læserens egen kreative fantasi, så er det et gedigent stykke spændingslitteratur, der nok kan holde sin læser i ånde.

                                                   Henning Prins

 

Hanne Vibeke Holst: Dronningeofret. 662 s. 349,- kr. Gyldendal