Med navlen i sigte
Hvis denne digtsamling
var skrevet af en debutant, ville jeg af barmhjertighed lade den ligge
uanmeldt. Ja, endog hvis den var skrevet af en godlidende amatør, der
ved tilfældets gunst var udkommet på et seriøst forlag, ville jeg
have ladet den ligge. Af barmhjertighed.
Men nu er den skrevet
af én af dette lands mest ubarmhjertige flænsere af digtersjæle, hvis
hjerteblod hver uge flyder i Weekendavisens spalter, så ham vil jeg
gerne se nærmere på. For det er da yderst interessant at se, hvad én
af landets mest indflydelsesrige kritikere har at byde på, som han
mener det læsende og smagende publikum kan være tjent med.
Jeg taler om Lars
Bukdahl seneste digtsamling, der helt i tidens ånd har en overmåde
trendy titel med fartstreger: GO-GO! Readymade
2-3.
Jeg mediterede lidt
over hvordan Bukdahl selv ville have taget imod sin egen bog, hvis han
ikke lige var forfatter til den. Og jeg kom til den konklusion, at
den ville han have slagtet. Jeg tror at noget
af det første, han ville have påpeget, var, at det ikke er nok at have
et fingernemt sprog, der er villigt til det meste. Hans sprog flyder
fint af sted, men bliver aldrig til poesi. Og det er jo en fatal mangel
ved en digtsamling.
Desuden er jeg
overbevist om at han ville falde over alle de tomme clichéer
og raslende allegorier, der fylder op i de lange tirader. Og så tror
jeg også han ville blive utilfreds med forfatterens uhæmmede
navlepilleri.
Men jeg kan ikke vide
det!
Hér er imidlertid et
lidt bedre eksempel på hans digtekunst:
MASKEREDE DAGE
Solen er en hængerøv
og min egen faste identitet som
dybsindig dobbeltgænger kører kun på
1/2
kraft,
dog
min bedre halvdel
har det om muligt værre,
hun er kun en skygge
af mig selv,
Grimassefylden er overalt
for nedadgående,
1/2 1/8 1/16,
solidarisk taber efteråret
ansigt
i ét væk.
Henning Prins
Lars
Bukdahl: GO-GO! Readymade 2-3. 90 s. 175,-
kr. Borgen
Jeg vil gerne have
nyhedsmails
kritiskportal@mail-online.dk