Mens vi venter  3.1.2009

 

Jeg skriver ikke om Gaza. Jeg skriver ikke om Afghanistan. Eller Irak eller Guantánamo. Ikke et ord om tuneserloven, der sætter grundloven ud af kraft, intet om fattige enlige mødre i Danmark, om sygehusskandalerne eller de økonomiske skandaler. Ingenting om banker, der får penge, mens arbejdsløse kastes på gaden eller nogen af de andre, helt unødige og grusomme ting, der sker i vores samfund netop nu.

Andre har allerede skrevet bedre og klogere. Mere medfølende og vidende end jeg kan. Det står side op og side ned dag ud og dag ind ved siden af det stof, den fri verdens mest hule og forløjede presse vælger at bringe – og det gør ingen forskel.

Og jeg har i disse lange dage i vintermørket spekuleret på, om der ikke var det mindste lys at skelne nogle steder, små sprækker af håb i løgnens sorte monolit. Og intet set.

Trøstende har jeg sagt til mig selv og andre, at selv om det er den kortsynede kynisme, der i øjeblikket få lov at rive det ordens- og retssamfund ned, det har taget så mange år at opbygge, så findes der blandt det, vi kalder borgerlige mennesker, mange hæderlige og retfærdighedssøgende mennesker. Min tanke dvæler et kort, men saligt øjeblik ved professor Ditlev Tamms stærke slag i bordet, da virrehoveder fra hans eget parti, Det konservative Folkeparti, ville flytte rigsarkivet ud af hovedstaden og placere det i Bendt Bendtsens baghave i Odense.

Nuvel, det var måske ikke en sag, hvor de helt store, principielle ting stod på spil, men hér var da et menneske, der havde forståelse for Danmark som stat og nation. Når jeg tænker på denne håndfaste person og de lige så dedikerede borgerlige kredse, der støttede ham, føler jeg, at der må være en stor mængde mennesker derude i det mørklagte samfund, borgerlige, anstændige mennesker, der ikke længere vil finde sig i det. Der ønsker lov og ret og anstændighed tilbage i den måde, Danmark styres på. Og jeg ikke blot føler, jeg spørger mig også for hos de ikke så få borgerlige, jeg trods alt kender, og fornemmer, at der måske er noget på vej.

Det håber jeg inderligt, for vejen tilbage til et anstændigt samfund går ikke, som nogen synes at tro, over en socialdemokratisk magtovertagelse. Den vil muligvis komme ved næste valg, men næppe løse nogen problemer, fordi problemet ligger uden for det, vi med et stærkt vildledende ord kalder venstrefløjens indflydelse. For venstrefløjen har ikke længere en politisk dagsorden, der for alvor gør op med de borgerlige ideologier, som vi har set det siden Nyrup blev statsminister med Mogens Lykketoft ved siden side. Da blev den borgerlige ideologi også socialdemokraternes.

Så før der kan ske noget som helst, må der komme en borgerlig vækkelse. De hæderlige borgerlige mennesker må rydde op i egne rækker og sætte bom for en både hovedløs og uklog politik, der på den mest umodne vis kaster nationen ud i økonomisk og politisk roulettespil med store tab. Og blandt dem tab af unge liv, som ingen hule og forløjede begravelsesskuespil kan bringe tilbage til det liv, de skulle have levet.

Vi har set enkeltpersoner vove pelsen og betale prisen. Deriblandt Frank Grevil og Hans Jørgen Bonnichsen, den ene hårdere ramt end den anden, men begge oprigtige og sanddru mænd.

Nu må flertallet i de borgerlige partier vise, at kernetræ ikke rådner, men er det, der holder, når alt andet forvitrer.

For det er den eneste vej ud af et helt enestående morads af bedrageri, løgne og fortielser. Og der kan og vil selvfølgelig blive skrevet ord, vi kan nikke bejaende til. Men det er ikke nok længere.            

De borgerlige må vise sig som handlingens mennesker og bryde med et råddent system. Kun de kan gøre det!  

      Henning Prins                                     

Forside Ledere Arkiv