Jeg husker, da jeg hjalp Henning Mortensen tilrette ved noget så gammeldags som en duplikator nede i K.E. Hermanns kælder i Snaregade, hvor unge digtere kunne få trykt deres debutarbejder en gang i 1968.

 ”Konnotationer” hed digtsamlingen og på en måde har det været en overskrift over Mortensens litterære værk, der netop har været beskrivelsen af personer og begivenheder, der ikke stod i centrum, men alligevel var centrale. Sidebemærkninger i form af hele liv og skæbner, social indignation forklædt som spændende krimier og digtsamlinger som ”Talonade”, der betyder at kaste sig ned på knæskallerne, (av, for pokker!), der er med til at tegne et billede af en mand, der med besvær udtrykker sin smerte.

Nu har han sluppet endnu en lille samling sidenotater løs, ”Billeder fra den flydende verden”, der i digtform giver udtryk for det på én gang personlige og almene, der hedder at blive gammel.

Det synes jeg er blevet en lidt for tilfældig blanding af skidt og kanel. Et digt som ”Langelandsk dadaisme , tidligt forår” burde være udeladt, fordi det tærer på kvaliteten af et virkeligt godt digt, nemlig:

 

                      Jeg er blevet tyndere

 

 

                       Jeg er blevet tyndere,

                       jeg spiser tyndt,

                       og jeg drikker tyndt, ja,

                       faktisk kun vand.

                       Jeg er også begyndt at tænke tyndt,

                       muligvis en smule skarpere,

                       i hvert fald mere langstrakt.

                       Også mine drømme er tynde nu,

                       der kan let være 19 af dem

                       i et lille etui mørke.

                       Jeg er tynd som en kineser

                       med pind.

                       Det er sådan nogenlunde,

                       hvad der er hændt mig

                       her på det sidste.

                       Men jeg vil være endnu tyndere,

                       jeg vil være lige så tynd

                       som det radmagre insekt,

                       der farer gennem et punktum

                       og undersøger den verden,

                        sproget elsker med

                        i det skjulte.

                        Så tynd vil jeg være,

                        men så vil jeg heller ikke

                        være tyndere.

 

 

Lyrikken indbyder til filosofi med sin korte form og billeddannende associationer, men alligevel kan man spørge sig, om ikke aforismen ville være en nok så brugbar metode for Henning Mortensen, når livets regnebræt skal gøres op i kort form? For lyrikken kræver jo efter min mening også at digteren er lyrisk.

                                                     Henning Prins                                                  

 

Henning Mortensen: Billeder fra den flydende verden. 64 s. 150,- kr. Gyldendal