|
Offentlig
vanære Der er én ting, der undrer mig mere end noget andet, og det er den sindsro, der tilsyneladende hviler over vore folkevalgte, når ét eller flere af tingets ærede medlemmer pludselig ser sig kastet for (smuds)pressens frådende ulvegab. Løkke og uløkke gange til hobe, en Jeppe Kofod står ene og forladt, ingen finder grund til at sætte grænser for hvor nedrig man må være overfor et andet menneske. Og slet ikke en politiker. Det er skam ikke fordi jeg vil råde de udhængte til at sagsøge den mest modbydelige del af pressen. Det giver kun bagslag, når man røber at man er ramt på sin ære, det er ofte nok set. Men kollegerne? De burde da gribe ind til fordel for de udhængte. For den enkelte folketingspolitiker kan roligt regne med, at det sagtens kan blive ham/hende selv, der kommer i gabestokken. Folketinget, folketingets præsidium, eller anklagemyndigheden via stats- og rigsadvokater burde føle tilskyndelse til at gribe ind til fordel for de reelt forsvarsløse folketingsmedlemmer og ministre. Der burde rejses sager mod journalister og redaktører, der helt uden beviser fører de styggeste løgne og de mest beskidte rygter til torvs. At de folkevalgte har et problem hér, siger sig selv. Den enkelte politiker har bundne hænder, for slagtersvendene i smudspressens redaktioner vil altid hævde, at deres bagvaskelser og rygtemageri er en umistelig del af ytringsfriheden. Og det har vi jo været noget så enige om, lige siden muhammedtegningerne var oppe og vende. Oven i dette kommer, at det har været uofficiel retspolitik i Danmark de seneste 30 år, at man ikke kan fornærme folk, lige meget hvad man siger. Det har nemlig været et ønske fra justitsvæsenets side at få fjernet alle de sager om ærekrænkelser, der tidligere beslaglagde tid ved retterne, og derfor ser vi gang på gang, at folk enten må sluge fornærmelserne råt eller slet ikke kan få sagerne prøvet i retten. Hér kunne vi etniske danskere måske lære lidt om æresfølelse af andre kulturer. Ikke den urimelige patriarkalske ære, der fører til drab og vold. Men almindelig æresfølelse, der kan protestere mod ubehæftede tilsvininger i rent kommercielt øjemed og langt fra den moral, den ellers frækt nok henviser til. Konklusionen ser ud til at være, at alle andre folkeslag og nationer har en ære, vi ikke må krænke, men danskerne har ingen ære og må finde sig i hvad som helst. Det er næppe holdbart, og selv om det enkelte folketingsmedlem i sin småtskårenhed kan godte sig over en kollegas ulykke, så vil det dog være i hans/hendes egen interesse på lidt længere sigt at få markeret nogle grænser for hvor yderliogt bagvaskerne kan gå i deres endevending af folks privatliv og snagen i rygtedannelser og folkesnak uden belæg. At lave den slags efterforskninger bare for at kunne hænge kendte mennesker ud er ikke lovligt, og det bør retsforfølges. Den udvikling, der er i gang lige nu, hvor ugeblade som SE&HØR overskrider alle grænser, kan hurtigt løbe helt ud af kontrol. Så mon ikke den ellers så principfaste moralist Lene Espersen skulle lade et par ord falde i de rigtige instanser, så nogle anklagere kunne føle sig motiverede til at komme de folkevalgte politikere til hjælp. Og på lidt længere sigt os alle sammen! Henning Prins |
