Over havet, under himlen
 
 

Da Carsten Jensen besluttede sig for at blive romanforfatter, begyndte han at grave i sin hjemstavn Marstals og Ærøs historie, og han fandt guld.

Guldet var Marstaldrengenes lidelser og opgør med den forkvaklede, næsten diabolsk underkuende lærer Isager, der på mange måder var værre end nazisterne. Beretningen om dem var afgørende for, at jeg hér på portalen gav ”Vi, de druknede” en meget positiv anmeldelse.

Nu er hans næste roman kommet, også en historie fra Ærø og den vide verden, ”Sidste rejse”. Den har fået en blandet modtagelse i de store aviser, og den er også meget problematisk. Sagen er den, at Carsten Jensen endnu ikke har lært sig at skrive romaner. Han strider for at skabe levende mennesker, men sproget står i vejen for ham. Og det er ærgerligt, for Carsten Jensen kan godt udtænke en roman, der både spiller på de små og de store tangenter. Og jeg har heller ikke noget principielt imod den romantik, nostalgi og patos, han skriver med. Hvis bare det ville klinge.

Hans hovedperson, maleren Jens Erik Carl Rasmussen, er skræddersøn fra Ærøskøbing og såre småborgerligt opdraget af sin far, der har lært at bukke for de store. Hans talent for at tegne og male bliver opdaget af én af byens matadorer, og så er Carls livsbane allerede ved at være udstukket.

Det er et rigtigt godt plot at tage en maler fra ”sølvalderen”, dvs udklingningen af den store guldalder med dens feterede stjerner fra malerkolonien i Skagen, og så de nye udfordringer, den moderne verden og et helt nyt syn på kunsten stiller en traditionalist over for. Men, men, men … Vi er i den mest bigotte periode i menneskehedens historie, der hykles som ingensinde om seksualiteten, og der er ingen ende på den forstillelse og løgnagtighed, der omgiver denne vitale del af menneskelivet.

Men Carl går lykkeligt fri af pubertetens bulnende begær, må vi tro, han hælder gudsfrygtigt sit hoved til Gud og tænker meget rene tanker om livets og altings mening. Ret kedsommelige tanker, må jeg tilføje. En kvinde er der dog i hans liv, kusinen Henrietta, der forstår at indgyde Carl tillid til hans ophøjede mission som maler, nemlig at vende menneskenes blik bort fra urenhed og synd, op mod det høje og ædle.

Og det er heldigt, for Carl bruger utroligt megen tid på at overveje, hvordan han kan skabe den sande kunst.

 Det er ganske godt klaret af en ung mand, der er kommet til København og går på kunstakademiet, helt at undgå at synde. Men Carl er så ren som sne, og til sneen ønsker han sig hen for at kunne male et stykke endnu ikke befamlet ægte natur, den grønlandske. Så Carl drager med det gode skib ”Peru” til Arktis for at møde det oprindelige.

Og det gør han så ifølge forfatteren på sin anden og sidste rejse, hvor selve ”maren”, det personificerede hav, opsluger ham i sit skød.

Inden da gør vi os mange svinkeærinder hist og pist, så er han i Italien, så flytter han til Marstal, så besøg i København, uden at der sker så forfærdeligt meget andet end at Carsten Jensen indvier os i hans tanker om kunsten og livet.

Jeg tvivler ikke på at Carsten Jensen kan finde læsere til denne lidt sludrevorne og sentimentale roman, men tillad mig at sige, at det ærgrer mig at forfatteren ikke tager udfordringen op og bearbejder det guld, han straks fandt og beskrev i sin første roman, og som også svæver forbi et øjeblik i denne. Nemlig drengenes barske opvækst i et nådesløst Marstal, hvor prygl og undertrykkelse var hovedret hverdag og søndag året rundt. Når jeg læser disse beretninger, har Jensens tekst saft og kraft. Grav guldet op og lad sølvet ligge!

                                                                    Henning Prins                                                                                                                                                                                     

Carsten Jensen: Sidste rejse. 328 s. 249, - kr. Gyldendal