På Sightseeing i Dystopia

 

Jeg har helt sikkert læst Martin Halls seneste roman helt forkert, for jeg har moret mig utroligt godt, og ifølge bagsideteksten er bogen ”en roman om et seksuelt og eksistentielt mørke.”

Faktisk minder bogen mig meget om en af min ungdoms yndlingsbøger, Huxleys ”Kontrapunkt”, der på det ondeste udleverede en hel generation af ”udskejende” og ”amoralske” kunstnere, levemænd og bohemer.

Halls roman er stoppet til randen med dybsindigheder, der gang på gang fik mig til at le, og selv de mest håbløse og tragiske situationer stod i et skær af ironi, der kaldte på smilet.

Hovedpersonens ven og et af handlingens omdrejningspunkter hedder Daniel, og han vil gerne være en fuldstændig illusionsløs desperado, der overskrider grænserne for alt, hvad tænkes kan. Hvad der i grunden viser sig at være ret begrænset. Sandt at sige opleves det smarte hipster-miljø som umådeligt kedeligt, udelukkende kørende på stoffer og sprut samt seksuelle ”overskridelser”. Det hele optaget på video og bånd af Daniel, der mener sig i stand til at se ”videnskabeligt” på denne enklave af halvmennesker, halvkunstnere og halvfilosoffer, der lader endeløse ordstrømme forklare alt og intet. Især det sidste.

Den tids, (for vi er vist i 80’erne), store rave-parties og events med frit slag for dekadencen og undergangstrangen og den deprimerede musik, er jo, åbenbarer det sig i en bisætning, blot store markeder, sat i scene af narkokøbmændene, kamufleret som pseudokunstneriske ”frigjorte” leven-sig-selv-ud-begivenheder. Vennen Sune er sådan én, der kan sætte det hele i scene og altid har en flok håndgangne mænd til sin rådighed. Og de inviterede, ”udvalgte” gæster til disse spændende begivenheder må ikke udveksle nyheden over sms eller telefon eller mail. ”Af hensyn til dealerne,” tænker hovedpersonen.

Den historie, der tilsyneladende skal fortælles, er om hovedpersonens forhold til en kvinde, der sjovt nok hedder Beatrice og som ikke er sådan at blive klog på. Personligt var jeg også ligeglad, for hvis det skulle have noget med kærlighed og følelser at gøre, så hedder jeg Mads.

Men jeg fór igennem bogen og er vis på, at hvis den var blevet annonceret som en ironisk persiflage over 80’er-generationens sortklædte selvhøjtidelighed, ville den kunne nå et stort publikum. For sjov, det er den spilleme!

                                                             Henning Prins                                             

                          Martin Hall: KINOPLEX. Lindhardt & Ringhof

 

                                      UDKOMMER DEN 2. SEP.