Spor af og spor i
Seks gode digtsamlinger
fra pionerforlaget Borgen
Når man får lov til
at læse så mange digtsamlinger, som jeg får, så danner der sig et
indtryk af dansk digtning lige nu, der virker, som om modernismen og den
helt frie, associative digtning er ved at slippe op, så at sige. Og det
gætter jeg på har noget at gøre med de krav, kunsten til syvende og
sidst stiller til sig selv om at være ”ægte”, hvad man må sætte
i citationstegn, for hvad betyder det egentlig?
Ja, det betyder vel, at
digtekunsten skal være digterisk og lyrikken lyrisk, hvad der heller
ikke siger så meget. Det hele er jo et spørgsmål om fornemmelser,
forestillinger om et kunstværks gestaltning og alt sådan noget. Sagt
mere lige ud ad landevejen: Kunstens klassiske rødder stikker frem alle
vegne hos både de garvede og de yngre digtere lige for tiden, og der er
også nogle, der som Simon Grotrian går
planken ud og skriver et læs salmer.
Til en begyndelse vil
jeg sige om Per Aage Brandts seneste samling tekster, ”Urt og busk”,
at hér er der
ingen mangel på henvisninger til den klassiske litteratur. Ej heller,
og det bliver så en smagssag, tvivler forfatteren på, at han er en
stor og følsom filosof. Jeg vil indskrænke mig til at sige, at han
skal passe på ikke at overvurdere sig selv, for så bliver
tænksomheden til indforstået føleri.
”En
mand stirrer ud af sine grønne øjne,
blikkets
stråle er en slags mental urin…”
Nå, da, da, hvad
kommer der så herefter? Nej, han pisser ikke på folk med sit blik
(desværre), men derimod sit navn i omgivelserne, som når en mand
pisser i sneen. Ærlig talt. Men Jacob Knudsen og alle de andre store
slår små slag ind om teksten, og det ødelægger selvfølgelig ikke
noget.
Som før sagt så har
Simon Grotrian skrevet cirka 50 gennemrimede
salmer og det er da en præstation. Desuden har det den fordel, at der
kan sættes musik til. Nu véd jeg, gennem læsning af mine yngre
kollegers uforbeholdne beundring, at Simon Grotrian
er en stor digter. Selv har jeg ikke bemærket så meget, men man kan
sige, at når lyrikken skal rime, så kommer den på prøve. Man skal
faktisk være en rigtig god digter for at sætte rimede vers sammen,
uden at banaliteten falder altfor pladask i øjnene.
Nu véd jeg jo ikke, om
Grotrian er den, han udgiver sig for at
være i disse altfor troskyldige og rædsomme vers. For så sårer jeg
måske en barnlig sjæl mod min vilje.
”Ventetiden suser
og er blod i vores bruser
Herre
, tak fordi vi drømmer
i det røde hav, der
strømmer
mod din kaj.”
Ja, det er ret slemt,
men så alligevel. Metaforerne er ad helvede til, lige bortset fra ”det
røde hav”, for det er jo sjovt at tænke på, at vi svømmer i vort
eget blod. Jeg slutter lige af med disse bevingede ord:
”Jeg ånder i verdensboble
og skimter dig i hermelin
på denne morgen vil jeg gople
for duggen i min altervin
og pulsen stiger, hånden spår
at linjerne er fundne får.”
Der skulle være lidt
at tænke over, mens man blunder på kirkebænken næste søndag!
Ja, ja, det er jo
udmærket, Lene Henningsen. Du skriver digte, så man ikke kan sætte en
finger på dem. Men som før nævnt, så er indtrykket af
mainstreammodernisme ved at blive lidt trykkende. Der må stilles
større krav til lyrikken, vi må længere ud og længere ind og
håndværket må udfordres, ikke bare være godt. Så ”Havfruefonografen”,
som den ene halvdel af bogen hedder, er til bestået. Men er det nok? Og
så er der jo den anden halvdel med ”The Freudian
Slip”! Lene Henningsen tænker og tænker så det knager, og det
bliver til hele 58 små nubilleder fra hele
Europa, hvor forfatteren fanger situationer. Og ja, det gør hun godt,
det er en slags lyrisk journalistik med mange år på bagen, og der vil
sikkert udkomme lignende små, finurlige og tænksomme ting om hundrede
år. Og måske om tusind? God underholdning fra Lene Henningsen. Lilla
segment.
Vi fortsætter i samme
skure, for Marianne Larsen, der har skrevet mange digtsamlinger, slipper
nu sin imaginationsevne på spil i tænkte
skæbner, der strejfer ind over siderne og sætter deres lille aftryk,
før de igen forsvinder. Hvad der eventuelt måtte være Marianne Larsen
selv eller helt ukendte, er for så vidt ligegyldigt. Gyldigheden
består i at den lille fortælling bliver fortalt. Og dér står den så
og maner til mulig eftertanke. God underholdning, lidt følelser på
spil og godt skrevet.
Peter Laugesen er også
én af de store. Større. Han er en pointernes mand, hvad der kan være
både godt og skidt for lyrikken. Det er ligesom med at fortælle
vittigheder: Pointen skal anbringes med stor præcision. Og hos Laugesen
synes jeg, at pointerne en gang imellem griner lidt for fjoget op i
teksten.
Desuden oplever jeg, at
Laugesen skriver under en unødig tvang om at være moderne. Slip dog
stilen løs, hvad der i dette tilfælde vistnok nærmest betyder: Find
én! Sproget er jo trods alt et værktøj, der har at gøre, hvad der
bliver sagt. Kunsten er at sige det. Altså, jeg er ikke så vild med
Laugesen, det er for villet.
Og så kommer der en
lille, spindende kat ind. Den lægger sig i solhjørnet
og jeg kan godt se, den er lidt tynd i pelsen. Men hvad pokker, katte
bliver udsat for meget i et langt liv, og Janina
Katz har prøvet det meste, også ikke at
få det, man ønsker sig mest.
Og hun kan godt skrive
gode digte. Kvindelige digte, for nu at rose
dem. ”Min spaltede tunge” er en fin lille ting med flere rigtigt
gode digte. Jeg kan måske godt blive lidt træt af hendes genfundne
identitet som jøde og elsker af det moderne Israel, for den slags
erklæringer er svære at gøre lyriske. Ligesom nationalsange. De lyder
altid ad H. til. Men ”Torsdagens klagesang” er det hele værd.
Per
Aage Brandt: Urt og busk. 60 s. 150,- kr. Borgen
Simon
Grotrian: Jordens salt og verdens lys.
Salmer. 88 s. 199,- kr. Borgen
Lene
Henningsen: Fonogrammer fra en hæsblæsende datter. Digte.72+68 s. 229,
- kr. Borgen
Marianne
Larsen: Stjerne for en frafalden. Prosadigte. 61 s. 150, - kr. Borgen
Peter
Laugesen: 64. Digte. 143 s. 199,- kr. Borgen
Janina Katz: Min spaltede tunge. Digte. 43 s. 169,
- kr. Borgen
