|
Sproget er sultent
Pia Tafdrup bevæger sig meget omkring i lyrikkens genrer, og med held. Nu har hun kastet sig over det japanske Haiku-digt, ganske som mange andre europæiske digtere har gjort det. Og det er en meget krævende form, selv om det ser let ud: Først en linie på fem stavelser, så én på syv og sluttelig én på fem. Imidlertid er der det ved Haiku-digtet, at det hører ind i en tradition, hvor man skal forberede sig på den situation, det er at læse et digt. Det betyder, at man ikke læser Haiku til morgenkaffen, mens ungerne larmer, eller under anden hverdagsstress. For den ultrakorte form lægger en umådelig betydningsfuldhed ind i de enkelte ord og begreber, og det kan virke næsten komisk eller ubehageligt, hvis man ikke er i stemning. Og så kommer man også meget hurtigt til at lave alt for mange af dem, så de alene ved deres antal får en vis monotoni. Derfor burde man kun læse nogle få ad gangen, helst kun et. Med grøn te og tændte lys. Så hvis Pia Tafdrup havde valgt de tyve bedste digte ud, tror jeg, at det ville have styrket læsningen af dem. Nu sidder man som ved en kæmpe salatskål og vælger godbidder ud. Og de er der skam:
Sproget er sultent,
i buret starter tumult –
endeløs fodring. Eller:
Ud af stenblokken
hugges et hestehoved,
høj vrinsken høres Når man sådan ser dem
hver for sig og ser bort fra alle de andre, er de fleste gode,
tankevækkende og poetiske. Men genren er truet af gentagelsens
banalitet. Så læs Pia Tafdrups udmærkede haikuer ét for et i stille
kontemplation. Henning Prins Pia
Tafdrup: Boomerang. Haiku. 112 s. 175,- kr. Gyldendal
|
