Jeg har altid godt kunne lide Nanna. Ja, der er vel kun en Nanna? Hende den flotte sild, der sang sig ind i alles hjerter med sangen om Buster, fik sat fuld knald på den store Afrikaindsamling og i øvrigt har udgivet en række plader, der burde have sat sig dybere spor. Men Nanna har ikke fået den succes, hun fortjener, for hun har ikke den falske beskedenhed, danskerne forlanger af mennesker med stort talent og stor udstråling. Derfor har anmelderne langsomt hakket hende i stykker, så hun ind imellem har mistet den tro på sig selv, der er så nødvendig, hvis man vil lave kunst.

For Nanna repræsenterede lidt før resten af den moderne ungdom en ny, vel nærmest amerikansk tilgang til sig selv og medierne. Hun tør godt sige, nej, hvor ser jeg knaldgodt ud og hvor synger jeg godt. Men det må man ikke i det puritanske Danmark. Nu har hun heldigvis skrevet en bog om sit liv indtil nu, og den er frisk og sjov og herligt selvoptaget. Kamp med skattevæsenet, sorg over kærester, der ikke kunne følge med i hendes kreative hvirvelvind af et mediecirkus og måske også, bag ved det hele, nogle uløste konflikter, sådan som vi alle sammen har det.

Det er en hæsblæsende, glad kavalkade gennem den danske rockscene, hvor vi ser det hele fra scenen, hvor det ikke er så imponerende som set fra tilskuerrækkerne, men derimod arbejde og leg. Jeg morede mig strålende og glæder mig til genhør med den flotte og velsyngende Nanna.

                           Henning Prins                                         

Nanna: Stjerne for altid. 136 s. 199,- kr. Lindhardt og Ringhof