Valhalla
Viet til Odin lå jeg på valen,
hakket af ravne, mens ulvene sled i mit kød.
Loftet var ulmende skyer i dødningesalen
og solen var matteste rød.
Tusinde klinger lå brudte og blinked’
i solfaldets svindende skær,
vind rev i blodige lokker, som hænder, der vinked’.
Da mørket omsider på valen var faldet
hen over de tusinde dræbte mænd,
hørtes manende kaldet:
”Op, alle mænd! Nu skal vi kæmpe igen!”
Fuglene fløj op med skrigen
og ulvene luskede ud.
Enøjet er krigen,
og så er dens Gud.
Henning Prins