Mange, mange mennesker følte en stor sorg, da forfatteren og krønikeskriveren Ebbe Kløvedal Reich døde i dette forår. For Ebbe besad, foruden sine uomtvistelige talenter som forfatter, også en karisma, der tog menneskers hjerte med storm. Denne nådegave, der kunne have ført ham til en hvilken som helst toppost i det danske hierarki, forvaltede han med en forbilledlig beskedenhed, der udsprang dels af medfødt sans for det rimelige, dels var et resultat af hans inderlige uvilje over for den form for den materialisme, der i al sin fattigdom kun tænker på at skrabe til sig.

Det var Ebbes store vision, at han ville give danskerne deres historie tilbage, ikke blot som ydre begivenheder og indlærte årstal, men som en arv, vi var forpligtet på at bygge videre på. At tiderne var et sammenhængende forløb, hvor fjerne slægter rakte deres hænder frem over årtusinders gab for at tage vores, så at sige i en vis forstand blive vores samtidige. Han fandt, at det var hovmod at tro, at dagens moderne menneske og dets samfund var en helt ny og af fortiden løsrevet størrelse. Tværtimod så han, at mangelen på respekt for vores fælles arv gør nutidens mennesker fattige midt i al deres materielle overflod, fordi vi ikke ved, hvad vi skal bruge vores overflod til, men blot prøver at tilfredsstille vores sult efter en højere mening ved tilværelsen ved at købe ting, mens vi med kolde øjne lader ”taberne”, altså vores medmennesker, synke ned i ynkelighed.

Denne foragt for den overdrevne materialisme fandt han bestyrket i sin kristne overbevisning, der jo i sin grundsubstans er næstekærlighed.

Ebbe, der nåede så meget i sit for korte liv, havde vist ingen planer om at skrive sine erindringer. Men heldigvis for os havde han en god ven gennem mange år, forfatteren, debattøren og præsten Johannes H. Christensen, der har nedfældet en lang række samtaler og redigeret dem, så de fremstår som den fortælling om Ebbe, han ikke selv fik nedskrevet.

Vi kommer vidt omkring, men hovedindholdet i samtalerne er dog Ebbes forhold til det åndelige, især hans kristendomsopfattelse. Vi hører om, hvordan han lykkedes med at styre uden om alle de fristelser, en ny tids omkringfarende hang til spændende religioner bød på. Her var Grundtvig ham en sikker hjælper, for de havde begge sans for de ekstra dimensioner, den mystik, der ligger i dette at tro, og derfor endte de begge med at se folkekirken som den faste folkelige ramme om det, der let kunne blive flyvsk. Men at hans kristendom havde en politisk dimension, ser vi af følgende: ”Samtidig er det ligesom forudbestemt, at der skal være nogen, som synker helt ud af det hele som tabere. Den indstilling har udviklet sig i en fase, hvor det danske samfund er blevet fuldstændigt svinagtigt rigere år for år.” Vores rigdom har gjort os til fattige sjæle.

Mens man læser, mærker man den store fortrolighed, der er imellem de to venner, og det gør bogen til en særlig dejlig bog at læse. Det er en bog om kærlighed på alle planer, og den giver Ebbe stemme, så man næsten kan høre ham.

 

              Kom i den sidste nattevagt

               i en af mine kæres dragt,

               og sæt dig ved min side,

               og tal til mig som ven til ven,

               om, hvor vi snart skal ses igen

               og glemme al vor kvide!

                                                   Grundtvig

                                         Henning Prins

Johannes H. Christensen: Aberne i træernes toppe. Samtaler med Ebbe Kløvedal Reich.303 s. 299, - kr. Lindhardt og Ringhof

Tilbage til forside Tilbage til boganmeldelser